Fagbøger

Med isbjørneunger i baghaven. Læs utrolige barndomserindringer fra Grønland

Hvor jeg var barn, var der isbjørne, anne knudsen, grønland, erindringsbog,

I erindringsbogen Hvor jeg var barn, var der isbjørne af Anne Knudsen fortæller Weekendavisens tidligere chefredaktør om sin fascinerende opvækst på Grønland. Læs et kapitel af bogen her.

 

Allerede som seksårig flyttede Anne Knudsen med sin familie til Grønland fra Frederikssund på Sjælland. Træerne blev ersattet af massevis af is, og de endte med at slå sig ned i et rødmalet træhus på en bjergskrænt i Tasiilaq i Østgrønland.

I bogen bliver du klogere på Anne Knudsens oplevelser i Grønland, og hun fortæller om et land, der ikke eksisterer mere, og som er svært at tro nogensinde har gjort det.

Annes familie havde blandt andet isbjørneunger i et bur i baghaven, som pjaskede i et badekar og senere blev givet til Zoologisk have.

hvor jeg var barn, var der isbjørne, isbjørn, anne knudsen, erindringsbog, grønland,

“Inde under spisebordet sad der en lille isbjørn; den var ikke meget større end en teddybamse, og den var bundet til det ene bordben med en stump tørresnor om halsen.
Men lille, som den var, hvæsede den ad mig og slog ud efter mig med sin lab, da jeg bøjede mig ned for at røre ved den.”

Kom helt tæt på Anne Knudsen og Grønland, når forfatteren med en imponerende hukommelsessans og knivskarpe erindringer fremmaner sigende detaljer og spændende fortællinger fra landet af is og sne.


Hvor jeg var barn, var det isbjørne, Anne Knudsen

Hvor jeg var barn, var der isbjørne

af Anne Knudsen


KAPITEL TOLV

Hvor jeg fortæller om en død isbjørn
midt i stuen, og om de isbjørneunger
vi havde uden for køkkenvinduet.

Efter jul blev det efterhånden slædeføre, og hen mod slutningen af februar begyndte isbjørnejagten og den store sæljagt på isen.

Bjørnene kommer ud af deres vinterhi, når lyset bliver godt nok til, at de kan gå på sæljagt, og menneskene følger den samme rytme og de samme veje i det store øde.
Undertiden mødes de.

Når lyset kom tilbage, og havisen var stabil, kunne man igen komme bort fra Tasiilaq og høre nyt om andre mennesker.

Det vil sige andre mennesker i distriktet, for længere væk kunne man jo ikke komme.

Man skal huske, at der var 1000 kilometer til den nærmeste by, Ittoqqortoormiit oppe ved Scoresbysund, og den var endnu langt mindre end Tasiilaq; det eneste helt særlige, man kunne ønske sig deroppefra, var moskusokser, og det var dyr, vi kun havde hørt om.

Dengang var bestanden nord for Scoresbysund de eneste moskusokser i Grønland; de boede i de mennesketomme egne helt oppe forbi Peary Land, men var hverken i Vestgrønland, hvor det nu myldrer med dem, eller syd for det store fjordsystem ved Scoresbysund.

Det var først i løbet af 1960erne, der kom moskusokser i Vestgrønland; man flyttede som et eksperiment 27 kalve til Kangerlussuaq ved Søndre Strømfjord på den modsatte side af landet.

Det har været en helt utrolig succes; i 2016 var det blevet til en bestand på 25.000 moskusokser, og der drives livlig jagt på dem.

Biologerne på Grønlands Naturinstitut, Pinngortitaleriffik, fortæller, at der ikke kendes nogen population af levende væsener på hele Jorden, som nogensinde er vokset så hurtigt.

Men i 1950erne var der så få af dyrene i nærheden af Ittoqqortoormiit, at de var fredede; lægen Jens Nielsen, som var i Østgrønland på samme tid som vi, fortæller i sine erindringer om, hvordan den lokale myndighed midt om vinteren endelig giver lov til, at man må skyde nogle stykker, fordi folk i byen simpelthen mangler mad.

Da moskusokserne så var blevet opsporet og en halv snes stykker dræbt, blev dyrene fordelt mellem byens husstande; men da var de naturligvis stivfrosne.

Nielsen fortæller meget morsomt om sin kones forfærdelse, da en halv, dybfrossen moskusokse lå på hendes køkkengulv, og Gyldendals blå kogebog ingen gode råd kunne tilbyde.

Men vi havde altså ingen moskusokser, og selv om man måske i teorien kunne komme til Ittoqqortoormiit på slæde, så var der ingen, som forsøgte at rejse dertil, mens jeg boede i Tasiilaq. Vinterrejserne gik til udstederne, bygderne ude i distriktet, de gode fangststeder.

Isbjørnejagt var dengang en fuldkommen normal, omend meget farlig del af tilværelsen i Østgrønland. I dag er man i den urbaniserede verden meget imod oprindelige folks jagtvaner, men dengang forekom det indlysende, at inuit var i sin gode ret til at jage både isbjørne og hvaler.

I 1950erne jagede man isbjørne i Østgrønland på fuldkommen samme måde, som man havde gjort i århundreder, med bjørnehunde og skydevåben.
Den eneste forbedring var våbnene, og hvis man havde en kikkert, var også dét en forbedring.

Winchesterrifler havde større rækkevidde end spyd og harpuner med kastetræ, men teknikken var den samme, og hundene var stadig hovedsagen.
Det var hundene, der fandt bjørnenes spor og fulgte det over isen, undertiden i timevis med jægerne løbende ved siden af slæden eller stående bag på den.

Når jægerne kunne se bjørnen, slap de hundene løs fra skaglerne, og snart kredsede måske 10­12 hunde galpende omkring det store dyr.
Isbjørne er virkelig meget store dyr, og når de bliver truet, rejser de sig på bagbenene og slår fra sig med deres kæmpestore labber.

Det hændte jævnlig, at en hund blev dræbt eller alvorlig skadet, når bjørnen ramte den, men der var altid flere hunde bag dyret, og bjørnen kunne aldrig nå dem alle.
Hvis ikke isbjørne var så urædde af sig, ville flere af dem måske være sluppet væk, men de besluttede sig aldrig for at prøve at flygte.

Når først hundene holdt bjørnen, var det kun et spørgsmål om tid, før jægerne kom på skudhold af den, så de kunne dræbe den.

Alligevel er det ikke så nemt at dræbe en isbjørn, for man skal ramme hjertet eller en pulsåre; det nytter ikke at skyde den i hovedet, for den har et virkelig solidt kranium.

Der går fantastiske jagthistorier i Østgrønland om sårede bjørne og deres bedrifter.
Der var således en mand i Tasiilaq, som fortalte om dengang, han var gået i land fra sin båd på en stor isflage med et indefrosset isbjerg, fordi han syntes, der var bjørnespor deroppe.

Han sneg sig afsted i sporet med riflen skudklar, da bjørnen pludselig kom luntende rundt om isbjerget på alle fire og stod og kiggede forbløffet på ham.
Han kastede straks riflen til skulderen og skød, men uheldigvis havde han i farten sigtet på isbjørnens ansigt, og projektilet pløjede sig nok så nydeligt op over panden på dyret.

Jægeren var allerede i gang med at løbe, da bjørnen blev rasende, men isbjørne løber på deres fire ben meget hurtigere end mennesker, og den nåede ham, nøjagtig da han sprang fra isflagen og ned i båden.

På dette punkt i fortællingen lo tilhørerne altid, så tårerne trillede; de vidste, hvad der kom.
Manden tog trøjen af og trak ned i bukserne, så man kunne se sporene af bjørnens kløer, rosa ar hele vejen fra nakken og ned til enden.
Manden grinede selv hjerteligt, og heldigvis havde jagtkammeraten i båden dræbt bjørnen.
Så det hele var endt godt, skønt man ikke slap for at høre den morale, som kunne uddrages af begivenheden: Skyd aldrig efter hovedet på en bjørn, men altid efter hjertet.

Der var dengang, og der er også i dag mange, virkelig mange isbjørne i omegnen af Tasiilaq, selv om jagtudbyttet i sin tid var faldet lidt, da beboelsen i Ittoqqortoormiit blev etableret i 1925.

Isbjørneforskeren Erik Born redegør i en af sine bøger for, hvordan antallet af dræbte bjørne ved Scoresbysund i årene efter bosættelsen svarer til nedgangen i udbyttet ved Ammassalik; vi taler om noget i retning af 100 dyr.

I min barndom blev de fleste bjørne skudt ved Isortoq, som ligger ude på et hjørne ved havisen, måske fordi bjørnenes vandring gik tæt forbi stedet.
Eller måske var det, fordi der boede en særlig dygtig jæger i Isortoq.

Jeg kan huske, hvordan han kom til Tasiilaq i bjørneskindsbukser og med et stort spand usædvanligt store hunde for at indhandle det, han ikke selv skulle bruge af vinterens fangst.

Vi havde ham til middag eller måske kaffe derhjemme, og før han skulle komme, formanede vores far os, omtrent som han gjorde, når departementschef Rosendal eller grønlandsministeren skulle komme på besøg.

”Denne mand,” sagde min far – og jeg har til min skændsel glemt hans navn – ”har i dag indhandlet 16 bjørneskind. Se på hans hunde, så velholdte de er, og hans tøj og hans våben. Han er en stor jæger. Vis ham respekt.”

I disse lyse måneder sidst på vinteren ville alle gerne besøge os oppe på vores fjeldknold, hvad enten de blev inviteret indenfor eller ej; vi havde nemlig to isbjørneunger i bur ude i vores gård, og de var hele byens mest pragtfulde underholdning.

Det var gået sådan til:
Isbjørnen lever alene og får normalt kun én unge, men undertiden to.
Hunnen føder sine unger i hiet, når vinteren er allermørkest, og selv om moderen ikke har fået noget som helst at spise i månedsvis, ammer hun dem, indtil de er store nok til at komme med ud i solen.
Bjørneunger fødes blinde og meget små, og når de kommer frem af hulen i sneen, er deres mor meget, meget sulten efter sæl.

Der blev hvert år skudt bjørne med små unger.
Det traditionelle samfund havde regler for, hvordan man fordelte alle dele af bjørnen, og unger var jo en del af byttet.
De små unger dræbte man ikke, men tog dem med hjem.

Som regel overlevede sådan en unge ikke ret længe; børnene drillede den ubarmhjertigt, og før eller siden fik hundene fat i den.
Vi hørte jævnlig om sådan en begivenhed.

Men lige denne bjørnemor var blevet dræbt af en jæger fra Tasiilaq lige i nærheden af byen, og som de europæere vi var, ville vi gerne redde hendes to unger.

Jeg var sammen med min far, da vi i mørket gik ned ad bjerget, over den tilfrosne elv og op til et hus på den anden side, hvor den heldige jæger boede. Det var et beskedent træhus, og der var fuldt af mennesker i den lille stue, hvor spisebordet var skubbet hen til siden.
Midt på gulvet lå den dræbte bjørn, kæmpestor; den var allerede skåret op fra kæbe til hale, og der stank af blod i det lavloftede rum.
Om vinteren parterede man så vidt muligt indendørs, fordi byttet ellers frøs stift, så besværet blev større.

Inde under spisebordet sad der en lille isbjørn; den var ikke meget større end en teddybamse, og den var bundet til det ene bordben med en stump tørresnor om halsen.
Men lille, som den var, hvæsede den ad mig og slog ud efter mig med sin lab, da jeg bøjede mig ned for at røre ved den.

Min far blev enig med ungens ejer om en pris, og så blev den lille bjørn puttet i en papkasse, som en mand bar for os, da vi gik hjem igen.
Det hele var jo uforberedt, men min far gik straks i gang med at improvisere en lille kasse med nogle klude til den og at kreere en sutteflaske.

De voksne diskuterede, hvordan bjørnemælk mon var sammensat, og endte med at beslutte at lave mælken tyndere end komælk for ikke at belaste bjørnens nyrer; vi havde jo ikke anden mælk end den, vi selv rørte ud i vand af mælkepulver.

Fingeren fra en gummihandske blev sat på flasken som sut, og så gik min far i gang med at lokke lunet mælk i det lille dyr.

Siden fik jeg selv lov til at holde flasken, som vi viklede vaskeklude om, så den ikke blev for hurtigt kold, for bjørnen var meget sulten og blev snart mere rolig.
Bagefter faldt den i søvn i den lille kasse, og det var godt, vi havde gården med det solide trådhegn, for der stod mange hunde udenfor på sneen i den mørke nat med spidsede øren.

Men den nat blev det stormvejr, ikke piteraq, men slemt nok, og den lille bjørn tudede, så min far måtte gå ud til den for at trøste den.

Næste morgen gik han i gang med at opspore den anden unge og købe den; den var ifølge jagtreglerne kommet til en anden familie. Og så tegnede han et rigtigt bur til de to dyr og fik tømreren til at bygge det; det forekom kæmpestort til de små kræ, for det fyldte næsten hele gården.

Vi kaldte de to små unger Frederik og Christian, for de blev fanget på kong Frederik IXs fødselsdag den 11. marts.
Jeg tror, det var i 1958.

Jeg ved ikke, hvilket køn de egentlig havde, og hvis man skulle undersøge dem nærmere, måtte man sikkert bedøve dem, for bjørne er ikke bange for noget som helst i denne verden, og de finder sig ikke i at blive tvunget til noget.

Til gengæld er de vidunderligt morsomme at se på, og de vokser hurtigt.
Buret var vel 16 kvadratmeter som et moderne kollegieværelse, stort nok til, at de kunne lege og løbe omkring, men snart var de to bjørne højere end min far, når de stod på bagbenene, og vi børn fik ikke længere lov at gå ind til dem.

Min far blev ved med at fodre dem inde i buret, men han vendte ikke ryggen til dem.
Vi blev også nødt til at få monteret tremmer oven på buret, for bjørnene begyndte at stable de kasser, de havde som legetøj og sovehule, og kravlede op på dem i den tydelige hensigt at klatre oven ud af buret.

De var i det hele taget så opfindsomme og legesyge, at der hver aften stod en hel forsamling af mennesker uden for vores gård for at se dem lege.
Vi kørte sne ind til dem med trillebør, men vores bedste idé var badekarret.
De fik en stor kasse ind og en vandslange, så de kunne bade og plaske, for isbjørnen er jo egentlig et vanddyr.

I Tasiilaq var vi så heldige at have en frost fri vandledning og rigeligt rindende vand.
Så det fik bare lov at løbe, mens bjørnene klatrede op på andre kasser og smed sig ned i vandet med kæmpemæssige plask, fór op igen og løb efter hinanden, kastede sig ud i vandet og havde det herligt.

Når der til sidst blev slukket for vandet, løb det efterhånden ud af sprækkerne i træbadekarret, og bjørnene opdagede snart, hvor sjovt det var at vælte karret, mens der stadig var meget vand i; de stod og forsøgte, når det var lige ved, at det ikke var for tungt for dem, og når det så lykkedes at tippe det, så vandet fossede ud over hele gulvet, grinede de næsten højt.
De tippede det altid ind mod sig selv, så de fik vandet ud over poterne.
Men isbjørne er uhyggeligt stærke, og de har et modbydeligt temperament, helt uforudsigeligt.
Bedst som de tumlede muntert omkring, kunne den ene eller den anden uden mindste påviselige årsag blive sindssygt rasende og kaste sig morderisk over den anden med tænder og labber.

Isbjørne har uforholdsmæssigt store poter med hår mellem trædepuderne og lange, sorte kløer; de voksne kan sagtens slå en mand eller en hund ihjel med et enkelt slag. Det er deres mest brugte kampteknik at slå med labben; først når ofret er nede, går de tæt på og bruger tænderne. Det største af vores isbjørneskind fra Tasiilaq er fra en gammel han og fire meter fra snude til hale; der er dybe ar på kryds og tværs hen over snuden, hvor andre bjørne har såret den.

I arrene kan man se, at huden inden under den hvide pels er kulsort; det er en af grundene til, at isbjørne kan leve så fint i kulden, for den sorte hud suger solens varme.
Da det blev højsommer og isen brød, kom der skib.

Min far havde telegraferet sammen med direktøren for Zoologisk Have i København om, hvad vi skulle gøre med isbjørneungerne. Det kunne jo ikke nytte at sætte dem ud i naturen igen, når de var vant til mennesker; man risikerede, at de slog nogen ihjel, før de selv blev dræbt.

Så tømreren måtte i gang igen og konstruere to solide transportbure, så Frederik og Christian kunne komme til København uden at gøre skade på sig selv eller hinanden.
De blev lokket ind i hver sit bur med godbidder og læsset op på en lastvogn med et lille spil; man kunne høre dem brøle hele vejen til havnen.

Vi var ret stolte, da Zoologisk Have skrev til os, at vores bjørne var meget større og i bedre form end de to jævnaldrende, man selv havde opfostret i Zoo; de kunne ikke være i samme bur, fordi vores bjørne tyranniserede deres.
Under alle omstændigheder skulle de ikke blive i København; den ene kom til Vestberlin, og den anden til Australien, tror jeg, men måske var det New Zealand.

Den næste vinter fik vi igen en isbjørneunge, hvis mor var blevet skudt, for nu var det rygtedes, at min far var en ren troldmand med isbjørneunger.
Det var nemlig ikke, fordi man ligefrem gerne ville have dem til at krepere, at bjørneungerne altid gik til, men fordi det krævede både tid og andre ressourcer at holde isbjørneunger i live.
Især krævede det jo, at man både havde en effektiv indhegning, der kunne holde hundene væk, og et bur, så dyrene ikke kunne komme til at skade hinanden gennem hegnet.

Så i praksis var der ikke mange mennesker, som ville kunne holde isbjørneunger levende.
Desuden havde det været ubetaleligt morsomt for alle at se Frederik og Christian vokse op og trives og lege; folk var kommet rejsende ind fra bygderne for at se dem, og borgerne i Tasiilaq havde nok pralet af dem på den særligt beskedne, grønlandske måde.

Den næste unge var lidt større, da vi fik den; den kom inde fra Kuummiut og havde tilsyneladende haft nogle triste oplevelser.

Den var ikke glad, selv om den blev mere munter efterhånden.
Vi kaldte den Knud efter arveprinsen, nu vi havde opkaldt de to andre efter kongerne.
Knud var ikke helt så underholdende at se på som de to søskende, fordi han ikke havde nogen at lege med, men han tumlede sig også fint med vandslange og badekar og byggede med sine kasser, så han kunne kaste sig i vandet med et ordentligt plask.

På et tidspunkt lavede min far en solid rutsjebane til ham, så han kunne kure ned i vandet; den havde han megen glæde af, indtil han fik den splittet ad.

Så Knud havde også et pænt stort publikum, der kom ved hans badetid eller så ham blive fodret.
Hvis min far var sent på den, stod isbjørnen og brølede, så det kunne høres helt ned til hans kontor.

Jeg ved ikke, hvor Zoologisk Have sendte Knud hen.
Men det var det gode forhold til havens direktør, som senere gjorde det muligt for os at tage vores hund Bambi med til Danmark sammen med min morbrors hund, som han kaldte Adserballe.

Det var ellers strengt forbudt at tage slædehunde fra Grønland ind i Danmark; som jeg husker det, skyldtes det den danske svineproduktion.
Sagen var, at der er trikiner i Grønland; det er en parasit, der sætter sig i musklerne og kan gøre mennesker meget syge.
Man får den ved at spise råt kød af et inficeret dyr, og isbjørne har den ofte; slædehunde spiser rå isbjørn, hvis de kan se deres snit til det.

Indtil 1930 var trikinose et stort problem i svineavlen, og det ville være en skandale, hvis der igen blev fundet trikiner i dansk svinekød.
Og hvis nu, som min far parodierede myndighederne, vores hund løb væk og lagde sig til at dø ude i skoven, og et slagtesvin kom til at æde liget, ja, så ville svineeksporten være i fare.

Jeg er ikke sikker på, at han ikke skrev det til dem.
På en eller anden måde lykkedes det i hvert fald at få tilladelse til at tage de to hunde til Danmark.
Vi skrev under på, at hundene ville blive kremeret, når de døde. Desuden var betingelsen, at de tilbragte 40 dage i karantæne, før de kom ind i landet, så man kunne være sikker på, at de ikke var akut, smitsomt syge.

Det var her, Zoo trådte hjælpende til.
Derfor er jeg et af de få mennesker, der har gået tur med hunden i Zoologisk Have, hvor den slags ellers er forbudt.
Men det var senere.

Anne Knudsen, hvor jeg var barn, var der isbjørne, grønland, isbjørne, erindringsbog


 

Hvor jeg var barn, var der isbjørne, Anne Knudsen, Grønland, Erindringer

Da Anne Knudsen var seks år, fik hendes far arbejde ved Grønlands Tekniske Organisation. Familien forlod derfor Frederikssund og bosatte sig først i Qaqortoq og et par år senere i et rødmalet træhus på en bjergskrænt i Tasiilaq i Østgrønland.

Hvor jeg var barn, var der isbjørne kan købes i din nærmeste boghandler eller online her fra 21. september.

 

Oplevelserne i Grønland i 1950’erne skulle komme til at præge resten af hendes liv. I bogen fortæller Anne Knudsen om et land, der ikke findes længere, og en tid, som de fleste er tilbøjelige til at tro, aldrig har eksisteret.