FØLJETON || “Man glemmer aldrig sin første…”
Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter? Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?
I denne føljeton har vi spurgt en række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.
Af Anne-Cathrine Riebnitzsky
Jeg har altid elsket at skrive stil – og jeg var ellers længe om at lære at læse. Jeg levede mig allerede som barn ind i mine egne historier. De andre elever spurgte typisk, hvor lang en stil skulle være – jeg spurgte, hvor lang den måtte være.
Der gik for alvor hul på det at skrive, da jeg som 15-årig var udvekslingsstudent i Spanien. Jeg havde en vidunderlig litteraturlærer. Vi var 40 elever i klassen, men hun kunne virkelig fange os. Hun fortalte om forfatterne, om deres vaner, hvad de var gode til. Hun læste højt på det smukkeste spanske.
På en eller anden måde gjorde hun det virkeligt for mig, at forfattere var mennesker – ikke genier. At det kunne lade sig gøre.
I den samme periode skrev jeg artikler hjem til Jyllands-Posten. Kurt Westergaard tegnede til. Det gjorde noget særligt for mig at prøve at fange en lille situation og beskrive den så præcist som muligt.
Jeg fik afslag første gang jeg søgte ind på forfatterskolen, men kom ind nogle år senere og var glad for skolen, selv om det også var hårdt. Der gik yderligere 12 år inden jeg debuterede.
Ideen til min debutroman, Den stjålne vej, opstod, mens jeg arbejdede i Afghanistan. Jeg fik på et tidspunkt nys om en pakistansk ingeniør, der var kidnappet af Taleban. Utroligt nok overlevede han det fangenskab, og jeg fik arrangeret et møde med manden.
Han gjorde et dybt indtryk på mig. Efter mødet, der varede to timer, gik jeg direkte over i min beboelsescontainer og skrev den første side til det, der blev romanen.
Historien var der på sin vis med det samme, jeg havde jo ingeniørens historie. Men der var andre ting, jeg også ønskede at formidle. Kvinder, jeg havde mødt, som jeg gerne ville give liv og krop i en roman.
Det blev en søgende proces, der centrerede sig om tre hovedpersoner, som blev mere og mere deres egne. Den egentlige historie var først tydelig for mig til allersidst – og sådan er det for mig hver gang, har jeg opdaget.
Det var en underlig proces at skrive romanen. Da jeg skrev min første bog, biografien Kvindernes krig, kunne jeg, hver gang jeg gik i stå, sætte mig ned og tænke: hvad var det næste interessante der skete? Med romanen skulle jeg pludselig opfinde forløbet selv.
Det tog således fire gange så lang tid at skrive en roman, som det havde taget at skrive biografien. Det tager mig stadig cirka to år at skrive en roman.
Det at få læsere var faktisk meget, meget rørende. Mere end jeg lige havde troet. Ikke alene er ens historie nu ude hos andre mennesker – den betyder også noget for dem.
Folk havde holdninger til og følelser for de personer, som selvfølgelig er inspireret af virkelige mennesker, men som trods alt også er nogle, jeg har opfundet.
Det er en utrolig oplevelse at have ”opfundet en planet,” som så pludselig får besøg af ”astronauter”, ”opdagelsesrejsende,” som læsere jo på en måde er. Det er jo mennesker, som jeg ikke anede fandtes. Det gør mig meget, meget glad.
Og boghandlere gør mig glad. Tænk, at nogen vil lege ”rumfartspilot” og flyve folk til destinationer, de ikke anede, de havde brug for. Tænk, hvad en god boghandler kan gøre for et menneske. Det er ikke småting.
Anne-Cathrine Riebnitzsky (f. 1974) er uddannet fra Forfatterskolen i 1998 og sprogofficer i russisk i 2003.
Hendes debutroman, Den stjålne vej, indbragte hende BogForums Debutantpris, hun fik Boghandlernes Gyldne Laurbær for sin anden roman, Forbandede yngel, og hendes tredje roman Orkansæsonen og stilheden blev badet i stjerner og anmelderros fra anmelderne.
Til efteråret udkommer Anne-Cathrine Riebnitzskys fjerde roman, Smaragdsliberen.
Riebnitzsky har tidligere arbejdet blandt andet ved ambassaden i Rusland, inden hun i 2007 blev udsendt til Afghanistan, først som soldat og siden som udenrigsministeriets rådgiver.
Riebnitzskys første bog var biografien Kvindernes krig (2010) om hendes arbejde med afghanske kvinder. Forfatterskabet er solgt til udgivelse i flere lande.
FØLJETON || “Man glemmer aldrig sin første…”
Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter? Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?
I denne føljeton har vi spurgt en række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.
Af Anne-Cathrine Riebnitzsky
Jeg har altid elsket at skrive stil – og jeg var ellers længe om at lære at læse. Jeg levede mig allerede som barn ind i mine egne historier. De andre elever spurgte typisk, hvor lang en stil skulle være – jeg spurgte, hvor lang den måtte være.
Der gik for alvor hul på det at skrive, da jeg som 15-årig var udvekslingsstudent i Spanien. Jeg havde en vidunderlig litteraturlærer. Vi var 40 elever i klassen, men hun kunne virkelig fange os. Hun fortalte om forfatterne, om deres vaner, hvad de var gode til. Hun læste højt på det smukkeste spanske.
I den samme periode skrev jeg artikler hjem til Jyllands-Posten. Kurt Westergaard tegnede til. Det gjorde noget særligt for mig at prøve at fange en lille situation og beskrive den så præcist som muligt.
Jeg fik afslag første gang jeg søgte ind på forfatterskolen, men kom ind nogle år senere og var glad for skolen, selv om det også var hårdt. Der gik yderligere 12 år inden jeg debuterede.
Ideen til min debutroman, Den stjålne vej, opstod, mens jeg arbejdede i Afghanistan. Jeg fik på et tidspunkt nys om en pakistansk ingeniør, der var kidnappet af Taleban. Utroligt nok overlevede han det fangenskab, og jeg fik arrangeret et møde med manden.
Historien var der på sin vis med det samme, jeg havde jo ingeniørens historie. Men der var andre ting, jeg også ønskede at formidle. Kvinder, jeg havde mødt, som jeg gerne ville give liv og krop i en roman.
Det blev en søgende proces, der centrerede sig om tre hovedpersoner, som blev mere og mere deres egne. Den egentlige historie var først tydelig for mig til allersidst – og sådan er det for mig hver gang, har jeg opdaget.
Det var en underlig proces at skrive romanen. Da jeg skrev min første bog, biografien Kvindernes krig, kunne jeg, hver gang jeg gik i stå, sætte mig ned og tænke: hvad var det næste interessante der skete? Med romanen skulle jeg pludselig opfinde forløbet selv.
Det tog således fire gange så lang tid at skrive en roman, som det havde taget at skrive biografien. Det tager mig stadig cirka to år at skrive en roman.
Folk havde holdninger til og følelser for de personer, som selvfølgelig er inspireret af virkelige mennesker, men som trods alt også er nogle, jeg har opfundet.
Det er en utrolig oplevelse at have ”opfundet en planet,” som så pludselig får besøg af ”astronauter”, ”opdagelsesrejsende,” som læsere jo på en måde er. Det er jo mennesker, som jeg ikke anede fandtes. Det gør mig meget, meget glad.
Og boghandlere gør mig glad. Tænk, at nogen vil lege ”rumfartspilot” og flyve folk til destinationer, de ikke anede, de havde brug for. Tænk, hvad en god boghandler kan gøre for et menneske. Det er ikke småting.
Anne-Cathrine Riebnitzsky (f. 1974) er uddannet fra Forfatterskolen i 1998 og sprogofficer i russisk i 2003.
Læs mere og køb Anne-Cathrine Riebnitzskys debutroman Den stjålne vej her
Hendes debutroman, Den stjålne vej, indbragte hende BogForums Debutantpris, hun fik Boghandlernes Gyldne Laurbær for sin anden roman, Forbandede yngel, og hendes tredje roman Orkansæsonen og stilheden blev badet i stjerner og anmelderros fra anmelderne.
Til efteråret udkommer Anne-Cathrine Riebnitzskys fjerde roman, Smaragdsliberen.
Find alle bøger af Anne-Cathrine Riebnitzsky her
Riebnitzsky har tidligere arbejdet blandt andet ved ambassaden i Rusland, inden hun i 2007 blev udsendt til Afghanistan, først som soldat og siden som udenrigsministeriets rådgiver.
Riebnitzskys første bog var biografien Kvindernes krig (2010) om hendes arbejde med afghanske kvinder. Forfatterskabet er solgt til udgivelse i flere lande.
Andre læste også: