Døden har været en tro følgesvend for Anne-Cathrine Riebnitzsky hele hendes liv. Uden at hun egentlig har været opmærksom på det har den været tydeligt til stede både i hendes bøger og i hendes liv.
I hendes seneste roman, ”Smaragdsliberen” har døden endelig fået en hovedrolle – og når hun ser tilbage kan hun sagtens se, hvorfor.
”Da jeg var 18 år forsøgte min mor at begå selvmord. Jeg kan huske, at jeg om morgenen står og kigger ned på naboens hus; lyset tændes klokken syv, de er ved at stå op og gå i gang med deres dag. Og mens det sker hos naboen, så er der samtidig den katastrofe i mit eget liv: vi leder efter min mor som er er gået, og hun har lagt et selvmordsbrev. Det var en skelsættende oplevelse i mit liv. Lige dér blev døden på en eller anden måde et spørgsmål, jeg var nødt til at forholde mig til.”
Mange år senere kom Riebnitzsky tæt på en kollega i militæret, som havde haft en nærdødsoplevelse: Hun faldt om på gaden med et hjertetilfælde og kom tilbage til livet med en klar oplevelse af, at der var noget på den anden side: et lys, en enorm godhed – og en følelse af, at være blevet ’sendt tilbage’ til livet, fordi der var noget, hun ikke var færdig med. Den fortælling gjorde stort indtryk på Riebnitzsky.
Men det var først nogle år senere, da hun blev interviewet på BogForum, at det gik op for hende, at hendes oplevelser med døden havde fundet vej ind i hendes romaner:
”Jeg blev interviewet af Anne Knudsen fra Weekendavisen om min roman, ”Orkansæsonen og stilheden”, og så sagde hun: ”Den handler jo om døden. Der er mange af dine bøger, der kredser om døden.”
Det havde jeg aldrig selv tænkt over – men der var et spor, det kunne jeg godt se; der er noget med døden, der forfølger mig.”
Smaragdsliberen
Det blev nu hverken Riebnitzskys mor (som i øvrigt blev fundet og overlevede sit selvmordsforsøg den morgen) eller kollegaen fra militæret, der fik hovedrollen i ”Smaragdsliberen”. Det blev i stedet en ældre, jødisk mand.
”Idéerne til mine romaner starter med en person – det gør de altid. Smaragdsliberen Pierre sad pludselig dér på en bænk i Notre Dame-kirken og studerede glasmosaikkerne. Og jeg kunne mærke: Han har været død – og han er kommet tilbage til livet. Og det har påvirket hans måde at opfatte livet på – selvfølgelig.”
Da Pierre opstod i Anne-Cathrines tanker var hun dog først en smule håndsky overfor emnet. Hun var klar over, at døden og nærdødsoplevelser kunne være vanskelige at skrive om. Men også, at de rummer et enormt potentiale:
”Døden åbner jo alle muligheder for en romanforfatter. Ingen ved, hvad der sker, når livet er slut – ER der noget på den anden side?
”Jeg er jo med i kvindelige eventyreres klub, og der er ikke så mange steder tilbage på planeten at udforske. Skal man undersøge noget nyt, så er det ekstremerne, der er tilbage: havet, himmelrummet – og døden.”
Nærdødsoplevelser
Og så begyndte Riebnitzsky at læse op på emnet.
”Det er jo noget forholdsvist nyt, at vi overhovedet får de her beretninger fra mennesker, der har prøvet at dø. Det er kun, fordi vi nu har hjertestartere og kan genoplive folk. Jeg læste alle de nærdødsoplevelser, jeg kunne finde, og jeg blev både overrasket og fascineret af, at de ligner hinanden påfaldende meget – uanset folks religiøse overbevisning eller kulturelle ståsted. Der er tankevækkende mange sammentræf.”
I bogen er Pierres oplevelse af at komme tilbage til livet forbundet med både skuffelse og smerte. Er det en oplevelse, der går igen i fortællingerne?
”Ja, det er det. En del af dem, der kommer tilbage, siger: Jorden er bare en bleg skygge. Og det synes jeg jo er opmuntrende; det er fantastisk at tænke på. Som Youssef, der er Pierres ven i romanen på et tidspunkt siger: når der kan være så meget skønhed i verden, hvad kan der så ikke være på den anden side?
”Næste gang jeg dør, tænker han og lukker øjnene … næste gang vil jeg gøre mig mere umage for at få det hele med.”
– citat fra “Smaragdsliberen”
På den måde bliver ”Smaragdsliberen” også noget så sjældent som en livsbekræftende fortælling om døden – og om, hvad man stiller op med livet, når man har set døden i øjnene.
Du har valgt at tilegne romanen: “Til de, der har eller har haft døden tæt på.” Hvorfor?
”Truslen om døden gør noget ved folk og fremprovokerer også en stærk angst.
Og fordi jeg har været soldat, havde jeg den erkendelse ret tidligt, fordi vi skulle skrive en sidste vilje inden en udsendelse – i tilfælde af, at vi blev dræbt. For mig var det er en stærk og positiv oplevelse. Selvfølgelig trækker det mange følelser frem, og det er voldsomt at sidde der og forestille sig sin egen begravelse – skal den være militær eller civil, hvem skal komme, skal der spilles musik og så videre – men: det er en god øvelse, fordi det også konfronterer dig med, om du lever det liv, du helst vil – og om der er noget, du fortryder.”
Anne-Cathrine Riebnitzsky (f. 1974) er uddannet fra Forfatterskolen i 1998 og sprogofficer i russisk i 2003. Hendes debutroman, Den stjålne vej, indbragte hende BogForums Debutantpris, for sin anden roman, Forbandede yngel, modtog hun Boghandlernes Gyldne Laurbær. Orkansæsonen og stilheden, som er hendes tredje roman, blev af anmeldere omtalt som ”stor kunst”.
Riebnitzsky har været udsendt til Afghanistan to gange, først som soldat og siden som udenrigsministeriets rådgiver.
Døden har været en tro følgesvend for Anne-Cathrine Riebnitzsky hele hendes liv. Uden at hun egentlig har været opmærksom på det har den været tydeligt til stede både i hendes bøger og i hendes liv.
I hendes seneste roman, ”Smaragdsliberen” har døden endelig fået en hovedrolle – og når hun ser tilbage kan hun sagtens se, hvorfor.
”Da jeg var 18 år forsøgte min mor at begå selvmord. Jeg kan huske, at jeg om morgenen står og kigger ned på naboens hus; lyset tændes klokken syv, de er ved at stå op og gå i gang med deres dag. Og mens det sker hos naboen, så er der samtidig den katastrofe i mit eget liv: vi leder efter min mor som er er gået, og hun har lagt et selvmordsbrev. Det var en skelsættende oplevelse i mit liv. Lige dér blev døden på en eller anden måde et spørgsmål, jeg var nødt til at forholde mig til.”
Mange år senere kom Riebnitzsky tæt på en kollega i militæret, som havde haft en nærdødsoplevelse: Hun faldt om på gaden med et hjertetilfælde og kom tilbage til livet med en klar oplevelse af, at der var noget på den anden side: et lys, en enorm godhed – og en følelse af, at være blevet ’sendt tilbage’ til livet, fordi der var noget, hun ikke var færdig med. Den fortælling gjorde stort indtryk på Riebnitzsky.
Men det var først nogle år senere, da hun blev interviewet på BogForum, at det gik op for hende, at hendes oplevelser med døden havde fundet vej ind i hendes romaner:
”Jeg blev interviewet af Anne Knudsen fra Weekendavisen om min roman, ”Orkansæsonen og stilheden”, og så sagde hun: ”Den handler jo om døden. Der er mange af dine bøger, der kredser om døden.”
Det havde jeg aldrig selv tænkt over – men der var et spor, det kunne jeg godt se; der er noget med døden, der forfølger mig.”
Smaragdsliberen
Det blev nu hverken Riebnitzskys mor (som i øvrigt blev fundet og overlevede sit selvmordsforsøg den morgen) eller kollegaen fra militæret, der fik hovedrollen i ”Smaragdsliberen”. Det blev i stedet en ældre, jødisk mand.
”Idéerne til mine romaner starter med en person – det gør de altid. Smaragdsliberen Pierre sad pludselig dér på en bænk i Notre Dame-kirken og studerede glasmosaikkerne. Og jeg kunne mærke: Han har været død – og han er kommet tilbage til livet. Og det har påvirket hans måde at opfatte livet på – selvfølgelig.”
Da Pierre opstod i Anne-Cathrines tanker var hun dog først en smule håndsky overfor emnet. Hun var klar over, at døden og nærdødsoplevelser kunne være vanskelige at skrive om. Men også, at de rummer et enormt potentiale:
”Døden åbner jo alle muligheder for en romanforfatter. Ingen ved, hvad der sker, når livet er slut – ER der noget på den anden side?
Nærdødsoplevelser
Og så begyndte Riebnitzsky at læse op på emnet.
”Det er jo noget forholdsvist nyt, at vi overhovedet får de her beretninger fra mennesker, der har prøvet at dø. Det er kun, fordi vi nu har hjertestartere og kan genoplive folk. Jeg læste alle de nærdødsoplevelser, jeg kunne finde, og jeg blev både overrasket og fascineret af, at de ligner hinanden påfaldende meget – uanset folks religiøse overbevisning eller kulturelle ståsted. Der er tankevækkende mange sammentræf.”
I bogen er Pierres oplevelse af at komme tilbage til livet forbundet med både skuffelse og smerte. Er det en oplevelse, der går igen i fortællingerne?
”Ja, det er det. En del af dem, der kommer tilbage, siger: Jorden er bare en bleg skygge. Og det synes jeg jo er opmuntrende; det er fantastisk at tænke på. Som Youssef, der er Pierres ven i romanen på et tidspunkt siger: når der kan være så meget skønhed i verden, hvad kan der så ikke være på den anden side?
På den måde bliver ”Smaragdsliberen” også noget så sjældent som en livsbekræftende fortælling om døden – og om, hvad man stiller op med livet, når man har set døden i øjnene.
Du har valgt at tilegne romanen: “Til de, der har eller har haft døden tæt på.” Hvorfor?
”Truslen om døden gør noget ved folk og fremprovokerer også en stærk angst.
Og fordi jeg har været soldat, havde jeg den erkendelse ret tidligt, fordi vi skulle skrive en sidste vilje inden en udsendelse – i tilfælde af, at vi blev dræbt. For mig var det er en stærk og positiv oplevelse. Selvfølgelig trækker det mange følelser frem, og det er voldsomt at sidde der og forestille sig sin egen begravelse – skal den være militær eller civil, hvem skal komme, skal der spilles musik og så videre – men: det er en god øvelse, fordi det også konfronterer dig med, om du lever det liv, du helst vil – og om der er noget, du fortryder.”
Riebnitzsky har været udsendt til Afghanistan to gange, først som soldat og siden som udenrigsministeriets rådgiver.
Læs mere om “Smaragdsliberen” og bestil bogen her
Læs mere om Anne-Cathrine Riebnitzskys øvrige romaner her
Andre læste også: