CarlsenPuls Young Adult-romaner

Angie Thomas er tilbage, og du kan smuglæse i hendes nye bog her

YA, Young adult, On the come up, Angie thomas

Forfatteren til den internationale bestseller The Hate U Give er tilbage i topform med en længe ventet og stærk roman om at turde følge sine drømme imod alle odds, og du kan smuglæse i On the Come Up allerede nu.

ET

Jeg er måske nødt til at smadre nogen i aften.
Det kunne godt være én, jeg kender. Det kunne også være en fremmed. Det kunne også være en, der aldrig har deltaget i et battle før. Det kunne være en pro. Det er lige meget, hvor mange punchlines de kommer med, eller hvor fedt deres flow er. Jeg er nødt til at smadre dem.
Men først skal jeg have opkaldet. Og for at få det opkald er jeg nødt til at komme ud fra mrs. Murrays time.

Eksamensspørgsmål fylder det meste af min computerskærm, men uret. Uret er alt. Ifølge uret er der ti minutter til, at klokken er halv fem, og ifølge tante Pooh, som kender én, der kender én, ringer dj Hype mellem klokken halv fem og halv seks. Seriøst, hvis jeg ikke kan tage telefonen, så …
Ikke en skid, for mrs. Murray har min telefon, og mrs. Murray er ikke en, man fucker med.

Jeg kan kun lige se toppen af hendes små afrokrøller. Resten er skjult bag hendes Nikki Giovanni-bog. Indimellem siger hun ”mm-hmm” ved en eller anden sætning, som min mormor gør i kirken. Lyrik er mrs. Murrays religion.

Alle andre strøg ud ad Midtown School of the Arts for næsten en time siden, bortset fra os hvis forældre eller værger har meldt os til ACT-eksamensforberedelse. Det er ikke nogen garanti for, at man får topkarakterer til den prøve, men Jay sagde, at jeg fandeme bare havde at komme ret tæt på, for hun havde betalt ’en hel elregning’ for de her timer. Så hver tirsdag og torsdag eftermiddag slæber jeg mig ned i det her klasselokale og rækker mrs. Murray min telefon.

Som regel har jeg det fint med, at jeg i en hel time er uvidende om, hvad præsidenten lige har tweetet. Og ikke kan få beskeder fra Sonny og Malik (ofte om noget af det sindssyge, som præsidenten har tweetet). Men i dag har jeg bare lyst til at gå op til katederet, snuppe min telefon fra bunken og løbe.
”Pssst! Brianna,” er der en, der hvisker. Malik sidder bag mig, og bag ham mimer Sonny: ”Noget nyt?”

Jeg lægger hovedet på skrå med et Hvordan fanden skulle jeg vide det, jeg har ikke min telefon?-hævet øjenbryn. Ja, det er måske lidt meget at bede ham om at forstå det, men Sonny, Malik og jeg har været nære venner, siden vi lå i livmoderen. Vores mødre er bedste venner, og de var gravide med os på samme tid. De kalder os Den Uhellige Treenighed, for de siger, at vi sparkede dem i maven, hver gang de var sammen. Så nonverbal kommunikation mellem os er ikke noget nyt.

Sonny trækker på skuldrene med et Aner det ikke, tjekker bare, iblandet et For helvede, du behøver ikke blive sur.
Jeg kniber øjnene sammen og ser på den lille, lyshudede Hobbit, han er – han har det krøllede hår og de store ører. Jeg er ikke sur. Du stillede et dumt spørgsmål.
Jeg vender mig om. Mrs. Murray ser på mig hen over sin bog. Hun mestrer åbenbart også den nonverbale kommunikation: Det kan ikke passe, at I sidder og snakker i min time.

Teknisk set snakker vi ikke, men skal jeg fortælle hende det verbalt eller nonverbalt?
16.27.
Tre minutter, så ligger den telefon i min hånd.
16.28.
To minutter.
16.29.
Et.

Mrs. Murray lukker bogen. ”Tiden er gået. Aflever jeres prøve, som den er.”
Shit. Prøven.
For mig betyder ’prøven, som den er’, at jeg ikke har besvaret et eneste spørgsmål. Heldigvis er det en prøve med forskellige svarmuligheder, og eftersom der er fire muligheder per spørgsmål, er der femogtyve procents chance for, at jeg tilfældigvis kommer til at vælge det rigtige svar. Jeg klikker på svarmuligheder, mens alle andre henter deres telefoner.
Alle på nær Malik. Han står over mig og tager cowboyjakken på over hættetrøjen. I løbet af to år er han gået fra at være lavere end mig til at være så høj, at han skal bøje sig ned for at kramme mig. Det høje hår får ham til at se endnu højere ud.

”Shit, Bri,” siger Malik. ”Har du ikke lavet …”
”Sschh!” Jeg afleverer prøven og kaster rygsækken over den ene skulder. ”Jeg har lavet prøven.”
”Håber, du er klar til at dumpe, Breezy.”
”At dumpe en prøveeksamen er ikke det samme som at dumpe.” Jeg tager min snapback-kasket på og trækker den så langt ned i panden, at den dækker de små hår ved hårgrænsen. De sidder lidt underligt for øjeblikket, og det bliver de ved med, indtil Jay får flettet mit hår.

Sonny træder ind foran mig ved mrs. Murrays skrivebord. Han går efter min telefon som den ægte partner in crime, han er, men mrs. Murray når at tage den op inden.
”Det er okay, Jackson.” Hun bruger hans rigtige navn, hvilket tilfældigvis også er mit efternavn. Hans mor har opkaldt ham efter mine bedsteforældre, som er hendes gudforældre. ”Jeg skal lige tale med Brianna.”
Sonny og Malik ser begge på mig. Hvad fuck har du lavet?
Mine øjne er nok cirka lige så store som deres. Ser det ud, som om jeg ved det?
Mrs. Murray nikker over mod døren. ”Du og Malik kan godt gå. Det tager kun et øjeblik.”

Sonny vender sig om mod mig. Du er så fucked.
Muligvis. Tag ikke fejl, mrs. Murray er sød, men hun er ikke for sjov. Der var engang, hvor jeg havde skrevet en stil om Langston Hughes’ brug af drømme, og jeg havde lavet den lidt med venstre hånd. Mrs. Murray gik så hårdt til mig, at jeg ville ønske, Jay havde haft fat i mig i stedet. Hvilket ikke siger så lidt.
Sonny og Malik går ud på gangen. Mrs. Murray sætter sig på kanten af katederet og lægger min telefon fra sig. Skærmen er mørk. Intet opkald endnu.

”Hvad foregår der, Brianna?” spørger hun.
Jeg ser op fra telefonen og over på hende. ”Hvad mener du?”
”Du var helt åndsfraværende i dag,” siger hun. ”Du har ikke engang besvaret prøven.”
”Jo, jeg har!” På en måde. Lidt. Kan man sige. Ikke rigtigt. Narh.
”Hør lige, du svarede først på spørgsmålene for et øjeblik siden. Og skal jeg være helt ærlig, er det længe siden, du har været sådan rigtig fokuseret. Når du får dine karakterer i næste uge, så ser du beviset. Et ’B’ bliver ikke bare til et ’C’ eller et ’D’ uden grund.”
Shit. ”D?”

”Jeg har givet dig det, du fortjener. Så hvad foregår der? Det er jo ikke, fordi du har pjækket på det seneste.”
På det seneste. Det er præcis en måned siden, jeg sidst blev sendt midlertidigt hjem fra skole, og jeg har ikke været oppe på rektors kontor i to uger. Det er ny rekord.
”Går det godt derhjemme?” spørger mrs. Murray.
”Du lyder som miss Collins.” Det er den unge, lyshårede skolepsykolog, som er flink, men som anstrenger sig lidt for meget. Hver gang jeg bliver sendt hen til hende, stiller hun mig spørgsmål, der lyder, som om de kommer fra håndbogen Hvordan man taler med socialt belastede sorte unge, som lidt for ofte dukker op på dit kontor.

Hvordan går det derhjemme? (Rager ikke dig).
Har du oplevet noget traumatisk på det seneste, som for eksempel skyderier? (Bare fordi jeg bor i ’ghettoen’, betyder det ikke, at jeg løber igennem en kugleregn hver dag).

Har du svært ved at håndtere mordet på din far? (Det er tolv år siden. Jeg kan dårligt huske det eller ham).
Har du svært ved at håndtere din mors misbrug? (Hun har været clean i otte år. Nu misbruger hun kun skodserier).
Hva zåååååå, homegirl? (Okay, det har hun ikke sagt, men det er kun et spørgsmål om tid).

Mrs. Murray smiler. ”Jeg forsøger bare at finde ud af, hvad der er med dig. Hvad var det, der distraherede dig så meget i dag, at du spildte min tid og din mors hårdt tjente penge?”
Jeg sukker. Hun har ikke tænkt sig at give mig telefonen, før jeg snakker. Okay, så. Jeg snakker. ”Jeg venter på, at dj Hype ringer og siger, at jeg skal battle i Ringen i aften.”
”Ringen?”

”Ja. Jimmy’s Boksering. Han har freestylebattles hver torsdag. Jeg har skrevet mig på for at komme med i et battle i aften.”
”Jeg ved skam godt, hvad Ringen er. Jeg er bare overrasket over, at du skal op i den.”
Den måde, hun siger det på, får min mave til at knuge sig sammen. Som om det ville give mere mening, at en hvilken som helst anden skulle op i Ringen. ”Hvorfor er du så overrasket over det?”

Hun slår ud med armene. ”Jeg mener ikke noget med det. Jeg ved godt, du er god. Jeg har læst dine digte. Jeg vidste bare ikke, at du ville være rapper.”
”Det er der mange, der ikke ved.” Og det er problemet. Jeg har rappet, siden jeg var ti år gammel, men jeg har aldrig rigtig skiltet med det. Altså Sonny og Malik ved det, min familie ved det. Men, seriøst, det, at ens mor siger, at man er en god rapper, er det samme, som når ens mor siger, at man ser godt ud, og alle kan se, at man ligner lort. Den slags komplimenter er en del af det forældreansvar, hun tog på sig, da hun tvang mig ud af sin livmoder.

Måske er jeg god, jeg ved det ikke. Jeg har ventet på det rette øjeblik.
Denne aften er måske den perfekte aften, og Ringen er det perfekte sted. Det er et af de mest hellige steder i Garden Heights, kun overgået af den lokale kirke, Christ Temple. Man kan ikke kalde sig rapper, før man har været i Ringen.

Det er derfor, jeg er nødt til at smadre de andre. Hvis jeg vinder i aften, får jeg en plads i Ringens lineup, og hvis jeg får en plads i deres lineup, kan jeg være med i flere battles, og jeg kan skabe mig et navn. Og hvem ved, hvad der så sker?
Mrs. Murray ser på mig med et mildere blik. ”Du følger i din fars fodspor, hva’?”

Det er underligt. Hver gang folk nævner ham, er det, som om de viser mig, at han ikke bare er en eller anden imaginær person, som jeg kun husker brudstykker af. Og når de kalder ham min far og ikke Lawless, undergrunds-hiphoplegenden, er det, som om de minder mig om, at jeg er hans, og han er min.
”Ja, måske. Jeg har gået og trænet til Ringen i hundrede år. Jeg mener, det er svært at træne til et battle, men hvis jeg vinder, kan det sætte gang i min karriere.”

”Lad mig lige få det på det rene,” siger hun og retter sig op.
Alarmklokker går i gang i mit hoved. Advarsel: Din lærer skal til at sætte dig på plads. BØH. ”Du har koncentreret dig så meget om at rappe, at dine karakterer er faldet voldsomt i løbet af det sidste semester. Selv om de karakterer er afgørende for, om du kommer ind på college. Selv om du engang fortalte mig, at du gerne vil ind på Markham eller Howard.”

”Mrs. Murray …”
”Nej, tænk lige over det her. Du vil gerne på college, ikke?”
”Jo, det vil jeg nok.”
”Det vil du nok?”

Jeg trækker på skuldrene. ”College er jo ikke for alle, vel?”
”Måske ikke. Men en eksamen fra highschool er livsnødvendig. Nu er du nede på et ’D’, og dine karakterer kan komme længere ned, hvis du fortsætter sådan her. Jeg har haft en lignende samtale med din bror engang.”

Jeg forsøger at lade være med at himle med øjnene. Det er ikke, fordi jeg har noget imod Trey eller mrs. Murray, men når man har en storebror, der har klaret sig vildt godt, begynder folk at brokke sig, hvis man ikke klarer sig mindst lige så godt.
Jeg har aldrig været lige så god som Trey her på Midtown. De har stadig avisudklippene, fra da han var med i A Raisin in the Sun. Utroligt, at de ikke for længst har omdøbt skolen til Trey Jackson School of the Arts For Vi Elsker Ham Så Fucking Højt.

Nå, men.
”Hans karakterer faldt også virkelig meget en overgang,” siger mrs. Murray. ”Men han fik styr på det. Og se bare nu. Han har taget afgangseksamen fra Markham med tårnhøje karakterer.”
Og han flyttede hjem igen her i sommer. Han kunne ikke få sig et ordentligt arbejde, så for tre uger siden begyndte han at bage pizzaer til mindsteløn. Det giver mig ikke så meget at se frem til.

Jeg vil ikke tale dårligt om ham. Overhovedet ikke. Det er fedt, at han blev færdig med college. Ingen i min mors familie har gået på college, og min farmor elsker at fortælle alle, at hendes barnebarn er elitærstudent. (Det er ikke et rigtigt ord, men det er der ingen, der tør fortælle min farmor).
Mrs. Murray gider dog ikke høre på den slags. ”Jeg lover at forbedre mine karakterer,” siger jeg. ”Jeg skal bare lige lave det battle først og se, hvad der sker.”

Hun nikker. ”Det forstår jeg. Det gør din mor sikkert også.”
Hun giver mig telefonen.
Fuuuuuuuck.

Jeg går ud på gangen. Sonny og Malik står og læner sig op ad skabene. Sonny skriver løs på sin telefon. Malik piller ved sit kamera. Han er altid i gang med at lave en film. Få meter væk står skolens sikkerhedsvagter, Long og Tate, og holder øje med dem. De to vagter er altid ude på noget. Ingen siger det direkte, men hvis man er en elev med sort eller brun hudfarve, er det meget sandsynligt, at man ender på deres radar, også selv om Long selv er sort.

Malik ser op fra sin telefon. ”Er du okay, Bri?”
”Af sted med jer,” råber Long. ”I skal ikke daske rundt her.”
”For helvede, kan vi ikke få lov at snakke sammen i et minut?”
spørger jeg.

”I hørte, hvad han sagde,” siger Tate og peger over på dørene. Han har sådan noget tyndt, lyst hår. ”Ud herfra.”
Jeg åbner munden, men Sonny afbryder mig. ”Lad os bare smutte, Bri.”
Fint nok. Jeg følger efter Sonny og Malik over mod dørene og ser på telefonen.
Klokken er 16.45, og Hype har stadig ikke ringet.

En bustur og en gåtur hjem, stadig ingenting.
Jeg når hjem til mit hus præcis klokken 17.09.
Jays Jeep Cherokee står i vores indkørsel. Der lyder gospelmusik inde fra huset. Det er en af de der meget glade sange, der resulterer i en bønnepause i kirken og som får farmor til at løbe råbende rundt om alteret. Det er pinligt som ind i helvede.

Nå, men Jay sætter kun de numre på om lørdagen, når hun skal have Trey og mig op for at hjælpe med at gøre rent. Det er svært at bande ad nogen, når der bliver sunget om Jesus, så jeg rejser mig fra sengen og gør rent uden at sige et ord.

Gad vide, hvorfor hun spiller den musik nu.
Kulden rammer mig, i samme øjeblik jeg træder indenfor. Det er ikke lige så koldt som udenfor – jeg kan godt tage jakken af – men min hættetrøje bliver på. De lukkede for gassen i sidste uge, og uden gas har vi heller ingen varme. Jay satte en elektrisk varmeblæser op i gangen, men den tager kun lige toppen af kulden.

Vi er nødt til at varme vand på komfuret, hvis vi vil have et varmt bad, og vi sover med ekstra dyner. Der var nogle regninger, der indhentede min mor og Trey, og min mor var nødt til at bede gasfirmaet om udsættelse. Og derefter om en udsættelse mere. Og én til. De blev trætte af at vente på at få deres penge, og så lukkede de for gassen.
Det sker.

”Jeg er hjemme,” råber jeg inde fra stuen.
Jeg skal lige til at smide rygsæk og jakke på sofaen, men så råber Jay fra, hvor hun end er: ”Hæng jakken op, og stil den rygsæk ind på værelset!”
Damn, hvordan gør hun det? Jeg gør, hvad hun siger, og følger lyden af musik fra køkkenet.

Jay tager to tallerkener ud af skabet – en til mig, en til sig selv. Trey kommer først senere. Hun er stadig iført sit ’kirke-Jay’-look, påkrævet som kirkens sekretær: hestehale, knælang nederdel og en langærmet bluse, der dækker hendes tatoveringer og arrene fra hendes misbrug. Det er torsdag, så hun har timer i aften, fordi hun er ved at tage en uddannelse som socialrådgiver. Hun vil sørge for, at folk får den hjælp, hun ikke selv fik, dengang hun var på stoffer. I de seneste måneder har hun gået i skole på deltid og taget timer om aftenen flere gange om ugen. Som regel har hun kun tid til enten at spise eller at skifte tøj, ikke begge dele. I dag har hun åbenbart valgt at spise.

”Hey, Li’l Bit,” siger hun helt sødt, som om hun ikke lige har snerret ad mig. Typisk. ”Hvordan har din dag været?”
Klokken er 17.13. Jeg sætter mig ved bordet. ”Han har ikke ringet endnu.”
Jay sætter en tallerken foran mig og en ved siden af. ”Hvem?”
”Dj Hype. Jeg skrev mit navn på listen for at få en plads i Ringen, kan du ikke huske det?”

”Nåh, det.”
Det, som om det ikke er noget særligt. Jay ved godt, jeg kan lide at rappe, men jeg tror ikke, det er gået op for hende, at det er noget, jeg simpelthen bare vil. Hun opfører sig, som om det er det nyeste computerspil, jeg er vild med.
”Giv ham tid,” siger hun. ”Hvordan gik det med ACT-forberedelsen?
I havde de der prøver i dag, ikke?”

”Jep.” Det er det eneste, hun går op i for øjeblikket. Den lorteeksamen.
”Nå?” siger hun, som om hun venter på, at jeg skal sige mere. ”Hvordan klarede du dig så?”
”Okay, tror jeg.”
”Var det svært? Let? Var der noget, du kæmpede med?”
Her kommer afhøringen. ”Det er jo bare en prøveeksamen.”
”Det giver os en fornemmelse af, hvordan du klarer dig til den rigtige eksamen,” siger Jay. ”Bri, det er alvor, det her.”
”Det ved jeg godt.” Hun har sagt det en million gange.

Jay har lagt kyllingestykker på tallerkenen. Stegt kylling fra Popeyes. Det er den femtende. Hun har lige fået løn, så vi skal have noget godt at spise. Jay siger dog, at Popeyes ikke er nær så godt her, som det er i New Orleans. Det er der, hvor hun og tante Pooh er født. Jeg kan stadig høre New Orleans i Jays stemme indimellem. Som når hun siger ’baby’. Honningsød sirup siver ind i ordet og strækker det ud i flere stavelser, end det kræver.
”Hvis vi gerne vil have dig ind på en god skole, er du nødt til at tage det her mere alvorligt,” siger hun.

Hvis vi vil? Det er nok nærmere, hvis hun vil.
Det er ikke, fordi jeg ikke vil på college. Jeg ved det helt ærligt ikke. Det, jeg allerhelst vil, er at få gang i min rap. Hvis det sker, er det bedre end noget som helst godt job eller nogen universitetsgrad.
Jeg ser på telefonen. Klokken er 17.20. Intet opkald.
Jay kører tungen hen over tænderne. ”Mm-hmm.”
”Hvad?”

”Jeg kan godt se, hvor dine tanker er. Du kunne sikkert ikke fokusere på den prøve på grund af det halløj med Ringen.”
True. ”Jo, jeg kunne.”
”Mm-hmm. Hvornår skulle Hype ringe, Bri?”

”Tante Pooh sagde mellem klokken halv fem og halv seks.”
Pooh? Du kan ikke regne med noget af det, hun siger. Hun påstod engang, at nogen i Garden Heights havde fanget et rumvæsen og skjult det nede i kælderen.”
Sandt nok.
”Men hvis han ringer mellem halv fem og halv seks, er der stadig tid,” siger hun.
”Det ved jeg godt. Jeg er bare …”
”Utålmodig. Som din far.”

Jay påstår, at jeg er stædig som min far, rapkæftet som min far og ilter som min far. Som om hun ikke selv er alle de ting og lidt til. Hun siger, at Trey og jeg også ligner ham af udseende. Samme smil, uden guldskinnerne. Samme smilehuller, samme lyse hud, som får folk til at kalde os ’karamello’ og ’lyshuder’, samme mørke, store øjne. Jeg har ikke Jays høje kindben eller hendes lyse øjne, og jeg får først hendes mørke hudfarve, hvis jeg bliver ude i sommersolen en hel dag.

Nogle gange ser jeg hende stirre på mig, som om hun leder efter sig selv. Eller som om hun ser min far og ikke kan se væk.
Lidt som hun ser på mig nu. ”Hvad er der i vejen?” spørger jeg.
Hun smiler, men det er et blegt smil. ”Ikke noget. Vær tålmodig, Bri. Hvis han ringer, så tag over i bokseringen og lav dit lille battle …”

Lille battle?
” … og kom direkte hjem bagefter. Du skal ikke hænge ud med det fjols til Pooh.”
I løbet af de seneste uger har tante Pooh taget mig med over i Ringen flere gange, så jeg har kunnet få en fornemmelse af stedet. Inden da havde jeg set masser af YouTube-videoer derfra, men det er noget andet at være der. Jay var okay med det – min far battlede der, og mr. Jimmy tolererer ikke nogen form for ballade – men hun er ikke vild med, at jeg tager derover med tante Pooh. Og hun er slet ikke vild med, at tante Pooh kalder sig min manager: ”Det fjols er ikke nogen manager!”

”Hvorfor taler du din søster ned på den måde?” spørger jeg.
Hun skovler cajun-ris op på sin tallerken. ”Jeg ved, hvad hun laver. Du ved, hvad hun laver.”
”Ja, men hun vil ikke have, at der sker mig noget …”
Pause.

Jay lægger stegt okra på tallerkenen. Så majskolber. Hun slutter af med bløde, luftige biscuits. Man kan sige, hvad man vil om biscuits fra Popeyes’, men bløde og luftige er de ikke.
Det her er Popkenchurch.

Popkenchurch er, når man køber stegt kylling og cajun-ris fra Popeyes, biscuits fra Kentucky Fried Chicken og stegt okra og majskolber fra Church’s. Trey kalder måltidet for ’lige-før-hjertestop’.
Men Popkenchurch er problematisk og ikke kun på grund af det fordøjelsesbesvær, der følger med. Jay henter kun Popkenchurch, når der er sket noget dårligt. Da hun for nogle år siden fortalte, at hendes tante Norma var ved at dø af kræft, købte hun Popkenchurch.

Da det gik op for hende, at hun ikke havde råd til at give mig en ny computer sidste jul: Popkenchurch. Da farmor besluttede sig for ikke at flytte for at hjælpe sin søster med at komme sig over en blodprop, købte Jay Popkenchurch. Jeg har aldrig set nogen lade deres vrede gå ud over et kyllingelår på den måde, som hun gjorde den dag.

Det her er ikke godt. ”Hvad er der sket?”
”Bri, det er ikke noget, du skal bekymre dig om …”
Min telefon brummer på bordet, og det giver et sæt i os begge.
Skærmen lyser op med et nummer, jeg ikke kender.
Klokken er halv seks.

Jay smiler. ”Så ringer han.”
Mine hænder ryster hele vejen ned til fingerspidserne, men jeg prikker på skærmen og tager telefonen op til øret.
”Hallo?”
”Er det Bri?” er der en alt for velkendt stemme, der siger.
Min mund er pludselig helt tør. ”Ja. Det er hende … eller det er hun … øh, mig.” Fuck grammatik.

”Hey, det er dj Hype! Er du klar, baby girl?”
Det her er det absolut værste tidspunkt at glemme, hvordan man taler. Jeg rømmer mig. ”Klar til hvad?”
”Er du klar til at fyre den af? Tillykke, du har fået en plads i Ringen i aften!”

Vil du gerne læse videre? Forudbestil bogen her!

On the Come Up

YA, Young adult, On the come up, Angie Thomas, ungdomsbog, the hate u give

16-årige Bri drømmer om at blive alle tiders store rapper. Som datter af en legendarisk rapper, der døde, inden han blev det helt store hit, har hun et hul at udfylde.

Men da Bris mor mister sit job, begynder ubetalte regninger og frygten for at måtte gå fra hus og hjem at fylde det hele.

Det går op for Bri, at hun ikke bare kan gå og drømme om at slå igennem på hip hop-scenen. Hun SKAL slå igennem.

Tilføj On the Come Up til din Goodreads

Om Angie Thomas

Angie Thomas debuterede i 2017 med romanen The Hate U Give, som strøg direkte ind som nummer 1 på New York Times’ bestsellerliste og har ligget der stort set lige siden. Angie Thomas er tidligere teen-rapper, hun har en bachelorgrad i creative writing, og så er hun født, opvokset og bor stadig i Jackson, Mississippi.