Indefra
Leave a comment

Hvad betyder Lindhardt og Ringhofs aftale med eReolen for dig?

Ny aftale med Ereolen 2016-2017

Den nye aftale mellem Lindhardt og Ringhof og eReolen er en såkaldt hybridaftale, der tillader forlag og forfatter at til- og fravælge udlånstjenesten. Lindhardt og Ringhof kan derfor friholde en titel eller hele titelområder fra udlånsordningen, hvis forlaget eller du som forfatter vurderer, at det er hensigtsmæssigt af rettighedsmæssige eller kommercielle hensyn.

Aftalen betyder, at dele af Lindhardt og Ringhofs katalog vil være at finde i udlånstjeneste i de næste to år. Der er mulighed for, at forlag og du som forfatter kan fravælge tjenesten, ligesom bibliotekernes materialevalgsgruppe kan fravælge titler fra tjenesten. Du kan læse mere om eReolens materialevalg på ereolen.dk.

Ny aftale med eReolen dækker e- og lydbøger

Som udgangspunkt udlånes nye titler efter den såkaldte licensmodel, hvor eReolen indkøber en e-bog eller lydbog til udlånsordningen på disse vilkår:

  • eReolen køber e- eller lydbogen til den almindelige nettopris.
  • eReolen må nu udlåne bogen 4 gange. Låneren har 30 dage til at læse bogen, før den sletter sig selv. Lånet kan ikke fornyes, og bogen kan ikke afleveres før tid. Først herefter kan den næste biblioteksbruger låne bogen og påbegynde læsningen.
  • Ønsker to biblioteksbrugere at læse den samme titel på samme tid, kræver det, at biblioteket køber to eksemplarer af titlen, som så kan udlånes som beskrevet ovenfor.
  • De fleste nye titler indgår i eReolen på denne model i minimum 6 måneder. Det står forlaget og forfatteren frit for at gøre denne udlånsmodel permanent på titelniveau.

Såfremt forlag og forfatter ønsker det, ændrer udlånsmodellen sig efter 6 måneder fra førnævnte licensmodel til en såkaldt klikmodel. Det betyder:

  • at e- og lydbøger kan udlånes til et ubegrænset antal biblioteksbrugere ad gangen.
  • at titlen figurerer som enten e-bog eller lydbog i eReolen. Hvis to bibliotekslånere ønsker at læse den samme titel på samme tid, er dette muligt. Lånetiden er fortsat 30 dage.
  • at eReolen betaler en kompensation per udlån, hvoraf forlaget betaler op til 50 % royalty til forfatteren og andre rettighedshavere på linje med øvrigt digitalt salg.

For begge udlånsmodeller gælder den begrænsning, at de enkelte bibliotekskommuner selv fastsætter, hvor mange udlån kommunen vil tillade pr. biblioteksbruger. Nogle bibliotekskommuner kan således have tre månedlige udlån pr. biblioteksbruger samtidigt, mens der hos andre bibliotekskommuner ikke er fastsat nogen begrænsninger.

Forlaget og DDB har aftalt at holde statusmøder en gang i kvartalet for at holde øje med udviklingen på det kommercielle digitale marked og eReolens andel heraf. Det er i begge parters interesse, at balancere biblioteksmarkedet og det kommercielle marked. Det står forlaget frit for – i dialog med DDB – at flytte titler ud af eReolen eller over på mere restriktive udlånsmodeller, såfremt det skønnes nødvendigt.

Det digitale bibliotek – udlån og formidling

Lindhardt og Ringhofs aftale med eReolen sikrer forlagets forfattere deres andel af det store digitale biblioteksmarked. Vi oplever, at mange af vores forfattere har et stort publikum på bibliotekerne – mange endda et nyt publikum med udbredelsen af lydbøgerne.

eReolen og Litteratursiden formår at formidle et bredere og mindre bestseller-orienteret udsnit af den danske og internationale litteratur end kommercielle forhandlere af digital litteratur. Det er interessante vinduer for mange forfattere, hvor de opnår at komme ud til nye læsere.

Har du spørgsmål til aftalen?

Det er vigtigt for Lindhardt og Ringhof, at du som forfatter føler, at vi har informeret dig tilstrækkeligt om eReolen og vores praksis og politik i forhold til eReolen. Du er derfor altid velkommen til at kontakte os, såfremt du har yderligere spørgsmål. Forlaget står naturligvis til rådighed for vores forfattere med råd og vejledning om, hvordan du bør forholde dig til udlånsordningen.

 

About Lindhardt og Ringhof

Vi er vilde med bøger - kogebøger, strikkebøger, romaner, digte, biografier og alt det indimellem og rundt om.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *