Krimi

Læs de første 5 kapitler af årets amerikanske thriller: Kvinden i vinduet

Mød Anna Fox. Hun bor alene i sit hus i New York. For bare et år siden var hun gift og havde et godt job. Nu lider hun af agorafobi og får voldsomme angstanfald ved tanken om at bevæge sig udenfor. Hun får dagene til at gå med at se gamle Hitchcock-film, chatte på nettet, drikke vin og udspionere sine naboer.

kvinden i vinduet thrillerLæseren præsenteres for en paranoid, fordrukken særling af en jeg-fortæller – og må spørge sig selv om Anna tager fejl, når hun bliver ved med at hævde, at der er noget helt galt hos den perfekte familie i huset overfor. En bog fuld af overraskende twists og en helt speciel hovedperson.

 

Læs de første fem kapitler af amerikanske A.J. Finns thriller Kvinden i vinduet (oversat fra Woman in the Window), som udkommer på dansk den 23. maj.

 


KVINDEN I VINDUET

SØNDAG D. 24. OKTOBER

ET

Hendes mand er snart hjemme. Denne gang afslører han hende.
Der er ikke et eneste gardin, ikke en persienne, i nummer 212 – det rustrøde byhus, som indtil for nyligt husede det nygifte par mr. og mrs. Motts, indtil de gik fra hinanden. Jeg har aldrig mødt nogen af dem, men indimellem tjekker jeg dem på nettet: hans LinkedIn-profil, hendes Facebook-side. Deres bryllupsgaveregistrering hos Macy’s er stadig tilgængelig online. Jeg ville stadig kunne købe et bestiksæt til dem.
Som jeg sagde: ikke et eneste gardin. Nummer 212 stirrer med sine blanke vinduer, rødmosset og nøgent, fra den anden side af gaden, og jeg stirrer tilbage, ser husets frue føre entreprenøren ind i gæstesoveværelset. Hvad er der med det hus? Er det der, kærligheden søger hen for at dø?
Hun er smuk, en ægte rødtop, med græsgrønne øjne og et øhav af små skønhedspletter på ryggen. Langt mere tiltrækkende end sin mand, en vis dr. John Miller, psykoterapeut – ja, han tilbyder også parterapi – og en af 436.000 af samme navn på nettet. Netop denne John Miller arbejder i nærheden af Gramercy Park og tager ikke imod patienter, der vil betale over sygeforsikringen. Ifølge de offentligt tilgængelige salgspriser betalte han 3,6 millioner dollars for sit hus. Det må gå godt med forretningen.
Jeg ved både mere og mindre om konen. Hun går åbenbart ikke voldsomt op i indretning. De flyttede ind for mere end otte uger siden, og vinduerne er stadig helt bare, tsk tsk. Hun dyrker yoga tre gange om ugen, tripper ned ad trappen med sin måtte rullet sammen som et magisk tæppe og benene pakket ind i et par stramme yogabukser. Og så arbejder hun åbenbart som frivillig et sted – hun forlader huset lidt over elleve hver mandag og fredag, omkring den tid, hvor jeg står op, og kommer hjem ved halv sekstiden, netop som jeg er ved at gøre klar til min aftenfilm. (Aftenens valg: Manden der vidste for meget, for guderne må vide hvilken gang. Jeg er kvinden, der har set for meget).
Jeg har lagt mærke til, at hun godt kan lide en drink om eftermiddagen, ligesom jeg kan. Mon hun også kan lide en drink om morgenen? Ligesom jeg kan?
Hendes alder er et mysterium, selv om hun helt sikkert er yngre end dr. Miller og yngre end mig (og mere let til bens), og hendes navn kan jeg kun gætte mig til. Jeg tænker på hende som Rita, fordi hun ligner Rita Hayworth i Gilda. ”I’m not in the least interested” – elsker den replik.
Jeg er til gengæld yderst interesseret. Ikke i hendes krop – rygsøjlens blege højdedrag, skulderbladene som forkrøblede vinger, den lyseblå BH, der holder fast om hendes bryster; når jeg ser det i min linse, vender jeg kameraet væk – men i det liv, hun lever. De liv. To mere end jeg har.
Hendes mand drejede om hjørnet for et øjeblik siden, klokken lidt over tolv, ikke længe efter at hans kone lukkede døren efter at have trukket entreprenøren indenfor. Det er en afvigelse: Om søndagen kommer dr. Miller hjem kvart over tre, det slår aldrig fejl.
Ikke desto mindre kommer den gode doktor altså gående på fortovet med raske skridt, dampen står fra hans mund, mappen svinger i den ene hånd, vielsesringen glimter. Jeg zoomer ind på hans fødder: klassiske brune herresko, glatpolerede, så de reflekterer efterårssolens stråler for hvert pralende skridt.
Jeg løfter kameraet op til hans hoved. Mit Nikon D5500 går ikke glip af ret meget, ikke med Opteka-linsen: uglet, sandfarvet hår, spinkle og billige briller, skygger af stubbe på de hule kinder. Han passer bedre på sine sko end på sit ansigt.
Tilbage til nummer 212, hvor Rita og entreprenøren i al hast er ved at klæde sig af. Jeg kunne ringe til nummeroplysningen, ringe til huset, advare hende. Det gør jeg ikke. At spionere er som naturfotografering: man blander sig ikke i det vilde dyreliv.
Dr. Miller er måske et halvt minut fra hoveddøren. Hans kones mund på entreprenørens hals. Af med blusen.
Fire skridt mere. Fem, seks, syv. Tyve sekunder nu, højst.
Hun holder hans slips mellem tænderne, smiler frækt til ham. Hendes hænder fumler med hans skjorte. Han slikker hende i øret.
Hendes mand hopper over en knækket flise på fortovet. Femten sekunder.
Jeg kan næsten høre slipset glide af skjorten. Hun smider det tværs gennem værelset.
Ti sekunder. Jeg zoomer ind igen, så linsen nærmest rører ved ham. Hans hånd dykker ned i lommen, dukker op igen med et bundt nøgler. Syv sekunder.
Hun løsner sin hestehale, håret falder ned over hendes skuldre.
Tre sekunder. Han går op ad trappen.
Hun lægger armene om hans hals, kysser ham inderligt.
Han stikker nøglen i låsen. Drejer.
Jeg zoomer ind på hendes ansigt, hendes øjne er store. Hun har hørt det.
Jeg tager et billede.
Og så går hans mappe pludselig op.
Det vælter ud med papirer, der hurtigt spredes for vinden. Jeg skyder kameraet tilbage til dr. Miller, til den ed, hans mund former. Han sætter mappen på det nederste trin, fanger et par stykker papir under de glinsende sko, samler resten sammen med hænderne. Et enkelt papir hænger fast i en gren. Han opdager det ikke.
Rita igen. Hun stikker armene i ærmerne, skubber håret tilbage. Hun løber ud. Entreprenøren, nu forladt, springer op fra sengen, finder sit slips, stopper det i lommen.
Jeg puster ud, og det lyder som den hvæsende luft, der siver fra en ballon. Det var ikke gået op for mig, at jeg holdt vejret.
Hoveddøren bliver åbnet: Rita springer ned ad trinene, kalder på sin mand. Han vender sig om. Jeg går ud fra, at han smiler, men jeg kan ikke se det. Hun standser op, samler et par papirer op fra fortovet.
Entreprenøren dukker op i døren, med den ene hånd i lommen, den anden løftet til hilsen. Dr. Miller vinker som svar. Han træder op på reposen, løfter sin mappe, og de to mænd giver hinanden hånden. De går indenfor med Rita efter sig.
Nå. Måske næste gang.

 

MANDAG D. 25. OKTOBER

TO

Bilen kørte forbi for et øjeblik siden, langsom og dyster, som en rustvogn. Baglygterne glimtede i mørket. ”Nye naboer,” fortæller jeg min datter.
”Hvilket hus?”
”På den anden side af parken. To-nul-syv.” De er derude nu, dunkle som spøgelser i skumringen, trækker kasser ud fra bilens bagagerum.
Hun slubrer.
”Hvad spiser du?” spørger jeg. Det er kinesisk aften, husker jeg så. Hun spiser lo mein.
”Lo mein.”
”Ikke mens du taler med din mor, tak.”
Hun slubrer igen, tygger. ”Mor.” Det er en lille magtkamp; hun er imod mit ønske begyndt at kalde mig Anna, det er helt studst og forkert. ”Drop det,” råder Ed mig til – men ham kalder hun også stadig farmand.
”Du burde gå over og hilse på dem,” foreslår Olivia.
”Ja, det tror jeg også, jeg gør.” Jeg går ovenpå, til første etage, hvor udsigten er bedre. ”Der er græskar alle vegne. Alle naboerne har et. Hos Gray har de fire.” Jeg er nået op på reposen med glasset i hånden, vin på læben. ”Jeg ville ønske, jeg kunne købe et græskar til dig. Sig til far, at han skal købe et til dig.” Jeg sipper til vinen, synker. ”Sig, at han skal købe to, et til dig og et til mig.”
”Okay.”
Jeg får et glimt af mig selv i det mørke spejl på toilettet. ”Har du det godt, pusling?”
”Ja.”
”Du føler dig ikke ensom?” Hun havde aldrig nogen rigtige venner i New York. Hun var for genert, for lille.
”Niks.”
Jeg kigger ud i mørket over trappen. I løbet af dagen trænger sollyset ned gennem det kuplede tagvindue, men om aftenen og natten er det et stort øje, der stirrer ned i trappeskaktens dybder. ”Savner du Punch?”
”Niks.” Hun kom heller aldrig rigtig godt ud af det med katten. Han rev hende en julemorgen, lod kløerne kradse hen over hendes håndled, to hastige ridser nord-syd og øst-vest, et lille blødende gitter, kryds og bolle, og Ed havde været lige ved at smide ham ud af vinduet. Jeg leder efter ham nu og finder ham rullet sammen på sofaen i biblioteket. Han følger mig med øjnene.
”Lad mig lige få far, pusling.” Jeg går op til næste etage. Løberen på trappen kradser under fødderne. Et lyst kokostæppe. Hvad tænkte vi på? Det er svært at holde.
”Davs, kammerat,” hilser han i den anden ende. ”Nye naboer?”
”Ja.”
”Har du ikke lige fået nye naboer?”
”Det er to måneder siden. To-tolv. Miller-parret.” Jeg drejer rundt, går ned ad trappen igen.
”Hvor bor de andre?”
”To-nul-syv. På den anden side af parken.”
”Kvarteret ændrer sig.”
Jeg er nede på reposen, går lige en runde. ”De har ikke meget med. Kun en bil.”
”Flyttefolkene kommer sikkert senere.”
”Sikkert.”
Tavshed. Jeg sipper til vinen.
Nu er jeg i stuen igen, ved kaminen, skyggerne i hjørnerne. ”Hør …” begynder Ed.
”De har en søn.”
”Hvad?”
”Der er en søn,” gentager jeg, mens jeg presser panden mod vinduets kolde rude. De mangler stadig at installere ordentlige gadelamper i denne del af Harlem, og gaden er kun oplyst af en citrongul skive af månen, men alligevel kan jeg skimte omridset af dem: en mand, en kvinde og en høj dreng, der bærer kasser hen til hoveddøren. ”En teenager,” tilføjer jeg.
”Rolig nu, mrs. Robinson.”
Før jeg kan nå at bremse mig selv: ”Jeg ville ønske, du var her.”
Det forbavser mig, at jeg siger det. Også Ed tilsyneladende. Der er stille lidt.
Så: ”Du har brug for mere tid,” siger han.
Jeg svarer ikke.
”Lægerne siger, at det ikke er godt med for meget kontakt.”
”Jeg er den læge, der sagde det.”
”Du er en af dem.”
En knagende lyd bag mig – en gnist i kaminen. Flammerne falder til ro, murrer lidt.
”Hvorfor inviterer du ikke de nye over?” spørger han.
Jeg tømmer mit glas. ”Jeg tror, det er nok for i aften.”
”Anna.”
”Ed.”
Jeg kan næsten høre ham trække vejret. ”Jeg er ked af, at vi ikke er der sammen med dig.”
Jeg kan næsten høre mit hjerte. ”Det er jeg også.”
Punch er fulgt efter mig nedenunder. Jeg løfter ham op med den ene arm, trækker mig tilbage til køkkenet. Lægger telefonen på køkkenbordet. Et enkelt glas mere før sengetid.
Jeg griber fat om flaskens hals, vender mig mod vinduet, mod de tre spøgelser, der hjemsøger fortovet, og hæver den til hilsen.17

TIRSDAG D. 26. OKTOBER

TRE

På denne tid sidste år havde vi planlagt at sælge huset, havde endda kontaktet en ejendomsmægler. Olivia kunne begynde i en skole inde i byen den følgende september, og Ed havde fundet et håndværkertilbud i Lenox Hill. ”Det bliver sjovt,” lovede han. ”Jeg installerer et bidet, bare for din skyld.” Jeg daskede ham på skulderen.
”Hvad er et bidet?” spurgte Olivia.
Men så forlod han mig og tog hende med. Så det flåede mit hjerte op endnu engang, da jeg i går aftes genkaldte mig ordene til at beskrive vores hus, der aldrig rigtig kom på markedet: SMUKT RESTAURERET VARTEGN FRA DET 19. ÅRHUNDREDE – EN SAND HARLEMJUVEL! DEJLIGT FAMILIEHJEM! Vartegn og juvel kunne diskuteres, vil jeg mene. Harlem er indiskutabelt, og det samme er 19. århundrede (1884). Smukt restaureret vil jeg godt skrive under på, og dyrt. Dejligt familiehjem, hak ved det.
Mit domæne og dets yderposter:
Kælder: Eller maisonette, ifølge vores ejendomsmægler. Under gadeniveau med egen indgang. Køkken, badeværelse, soveværelse, lille kontor. Ed’s arbejdsværelse i otte år – han dækkede bordet med plantegninger, satte leverandørtilbud op på væggene med tegnestifter. Nu er kælderen lejet ud.
Have: Nærmere en gårdhave med adgang fra stueetagen. Kalkstensfliser, et par gamle dækstole, som ingen længere bruger. Et ungt asketræ i hjørnet, splejset og ensomt som en venneløs teenager. Fra tid til anden får jeg lyst til at omfavne det.
Stueetagen: Ground floor, hvis man er englænder, premier étage, hvis man er franskmand. (Jeg er ingen af delene, men jeg boede i Oxford i en periode under min turnus – i et maisonette, faktisk – og jeg begyndte i juli at studere français på nettet). Køkken – åbent og ”indbydende” (ejendomsmægleren igen), med en bagdør, der fører ud i haven og en sidedør til parken. Hvidskurede gulve, nu skæmmet af en del rødvinspletter. I gangen et lille toilet – det røde værelse, kalder jeg det. ”Tomatrød” ifølge malerkataloget. Stue udstyret med sofa og sofabord og et persisk tæppe, der stadig føles som plys under fødderne.
Første etage: Biblioteket (Eds: fulde reoler, revnede bogrygge og plettede smudsomslag, pakket så tæt som tænder) og et arbejdsværelse (mit: sparsomt indrettet, luftigt, en stationær Mac på et skrivebord fra IKEA – min online-skak-slagmark). Endnu et toilet, denne gang blåt i farven ”Himmelsk ekstase”, hvilket må siges at være ambitiøst for et toilet. Og et dybt kosteskab, som jeg måske en dag vil lave om til et mørkekammer, hvis jeg nogensinde tager springet fra digitalt til film. Jeg tror, jeg er ved at miste interessen.
Anden etage: Stort soveværelse og badeværelse. Jeg har tilbragt en stor del af året i sengen. Det er en af den slags madrasser, der kan indstilles individuelt. Ed indstillede sin side til en næsten dyneagtig blødhed, mens min side er hård. ”Du sover på en mursten,” sagde han engang, mens han trommede på lagenet med fingrene.
”Du sover på en sky,” fortalte jeg ham. Hvorpå han kyssede mig, langsomt og længe.
Da de ikke længere var her, i de mørke, tomme måneder, hvor jeg nærmest ikke kunne tvinge mig selv ud af sengen, rullede jeg langsomt, som en bølge, fra den ene ende af sengen til den anden, viklede mig ind og ud af sengetøjet.
Der er også et gæsteværelse med tilhørende badeværelse.
Tredje etage: Engang tjenestefolkenes etage, nu med Olivias værelse og endnu et gæsteværelse. Der er nætter, hvor jeg hjemsøger hendes værelse som et spøgelse. Der er dage, hvor jeg står i døren og betragter støvfnug hvirvle langsomt rundt i en solstråle. Der er uger, hvor jeg slet ikke kommer op på øverste etage, og hvor den begynder at synke ned i erindringen, som regn på huden.
Nå. Jeg kan jo tale med dem igen i morgen. Jeg kan ikke længere få øje på nogen på den anden side af parken.21

ONSDAG D. 27. OKTOBER

FIRE

En høj og tynd teenager kommer stormende ud ad hoveddøren i nummer 207, som en væddeløbshest fra sin startboks, og galopperer ned ad gaden i østlig retning, forbi mine vinduer. Jeg får ikke set ham rigtigt – jeg er vågnet tidligt efter en sen nat med Fanget af fortiden med Robert Mitchum, og jeg forsøger at beslutte mig for, om det vil være hensigtsmæssigt med en slurk merlot – men jeg får et glimt af lyst hår og en rygsæk slynget over den ene skulder. Så er han væk.
Jeg drikker et enkelt glas, går ovenpå, sætter mig ved skrivebordet. Rækker ud efter mit Nikon.
I køkkenet i nummer 207 kan jeg se faren, stor og bred, oplyst bagfra af det flakkende lys fra fjernsynet. Jeg sætter kameraet for øjet og zoomer ind: The Today Show. Jeg kunne jo gå nedenunder og tænde for mit eget tv, tænker jeg, og se det synkront med min nabo. Eller jeg kunne se det lige her, på hans fjernsyn, gennem linsen.
Det beslutter jeg at gøre.

Det er noget tid siden, jeg har betragtet facaden, men Google leverer et gadeperspektiv: hvidvaskede mursten, et anstrøg af nyklassicisme kronet med en lille tagterrasse. Herfra kan jeg selvfølgelig kun se siden af huset; gennem de østlige vinduer har jeg direkte udsyn til køkkenet, en stue på første etage og et soveværelse lige over.
I går ankom en hær af flyttefolk, der slæbte sofaer og fjernsyn og et stort antikt skab indenfor. Manden dirigerede trafikken. Jeg har ikke set konen siden den aften, de flyttede ind. Gad vide, hvordan hun ser ud.
Jeg er lige ved at sætte Rook&Roll skakmat samme eftermiddag, da det ringer på døren. Jeg sjosker nedenunder, dasker til dørtelefonen og låser hoveddøren op. Udenfor står min lejer i al sin rå elegance. Han er lækker med sin kraftige kæbe og øjne som faldlemme, mørke og dybe. Henry Fonda efter en lang nat. (Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, der er af den mening. Jeg har bemærket, at David temmelig ofte har damebesøg. Eller rettere: hørt).
”Jeg tager til Brooklyn i aften,” siger han.
Jeg trækker hånden gennem mit hår. ”Okay.”
”Er der noget, jeg lige skal ordne, inden jeg smutter?” Det lyder som et frækt tilbud, som en replik fra en film noir. You just put your lips together and blow.
”Nej. Ellers tak.”
Han ser på mig, kniber øjnene sammen. ”Pærer, der skal skiftes? Her er lidt mørkt.”
”Jeg kan godt lide det dunkelt,” siger jeg. Ligesom mine mænd, har jeg lyst til at tilføje. Er det en vits fra Højt at flyve!? ”Ha’ …” Det sjovt? En god tur? God sex? ”… en god tur.”
Han vender sig om for at gå.
”Du er velkommen til at bruge kælderdøren en anden gang,” siger jeg i en forhåbentlig munter tone. ”Der er en god chance for, at jeg er hjemme.” Jeg håber, han vil smile. Han har boet her i to måneder, og jeg har ikke set ham smile rigtigt en eneste gang.
Han nikker. Han går.
Jeg lukker døren, slår skydelåsen for.

Jeg studerer mig selv i spejlet. Rynker, der ligner eger i et cykelhjul, rundt om øjnene. Mørkt hår med grå stænk, der hænger ned over skuldrene. Stubbe i armhulerne. Mit maveskind er blevet løst. Der er knopper på lårene. Huden er næsten uhyggelig bleg, og man kan se de lilla blodårer på mine arme og ben.
Knopper, prikker, stubbe, rynker: Jeg trænger til at blive fikset op. Engang var jeg tiltrækkende på en jordnær måde, syntes nogen, for eksempel Ed. ”Du var ligesom naboens søde datter,” sagde han trist hen mod enden.
Jeg ser ned på mine tæer, vrikker med dem på fliserne – de er lange og fine, et (eller ti) af mine fortrin rent kropsligt, men lige nu er de lige lovlig rovdyragtige. Jeg roder i medicinskabet mellem pilleglas, der står stablet oven på hinanden som totempæle, og hiver en negleklipper frem. Endelig et problem jeg kan løse.

TORSDAG D. 28. OKTOBER

FEM

Nu er det offentligt. Mine nye naboer hedder Alistair og Jane Russell. De betalte 3,45 millioner dollars for deres ydmyge bolig. Google fortæller mig, at han er partner i et mellemstort konsulentfirma, der tidligere havde base i Boston. Hun er umulig at spore – prøv selv at skrive Jane Russell i en søgemaskine.
Det er et livligt kvarter, de har valgt.
Familien Millers hus på den anden side af gaden – al håb lades ude for eder, der træder ind – er et af fem byhuse, som jeg kan overvåge fra de sydvendte vinduer i mit eget. Mod øst ligger de identiske tvillinger De Grå Søstre: samme gesimser over vinduerne, samme flaskegrønne hoveddøre. I det højre – den mest grå søster, tror jeg – bor Henry og Lisa Wasserman. ”Fire årtier indtil videre, og vi tæller stadig,” pralede mrs. Wasserman, da vi flyttede ind. Hun kom forbi for at fortælle os (”ansigt til ansigt”), hvad hun (”og min Henry”) mente om, at ”endnu en yuppieklan” flyttede ind i det, der ”engang var et hyggeligt kvarter”.
Ed var rasende. Olivia kaldte sin tøjkanin Yuppie.
Wassermændene, som vi kaldte dem, har ikke talt til mig siden, selv om jeg nu er alene, min egen lille klan. De lader ikke til at være meget venligere stemt over for beboerne i den anden Grå Søster, en familie, der meget passende hedder Gray. Teenagetvillingepiger, faren er partner i et firma, der laver virksomhedsoverdragelse for mindre butikker, moren en ivrig læseklubværtinde. Månedens bog har været annonceret på deres Meetup-side og bliver netop nu drøftet i familien Grays dagligstue af otte midaldrende kvinder. Det er Jude Fawley.
Jeg har også læst den, mens jeg forestillede mig, at jeg var med i læseklubben og snart ville sidde og spise bradepandekage (hjemmebagt) og nippe til et glas vin (forestillede jeg mig). ”Hvad synes du så om bogen, Anna?” ville Christine Gray spørge mig om, og jeg ville svare, at jeg fandt den ret svært tilgængelig. Vi ville le. Faktisk ler de derovre nu. Jeg prøver at le sammen med dem. Jeg nipper til min vin.
Ved siden af familien Miller i vestlig retning bor familien Takeda. Manden er japaner, moren hvid, sønnen ualmindelig smuk. Han er cellist. I de varme måneder øver han sig for åbne vinduer, og Ed åbnede altid vores også, når han øvede. Vi dansede en aften i juni for længe siden, Ed og jeg, til en suite af Bach. Vi stod og svajede fra side til side i køkkenet, mit hoved på hans skulder, hans hænder foldet bag min ryg, mens drengen fra den anden side af gaden spillede og spillede.
I den sommer, der netop er gået, har hans musik sneget sig over gaden, nærmet sig min dagligstue og har høfligt banket på ruden: Luk mig ind. Jeg gjorde det ikke, kunne ikke – jeg åbner aldrig vinduerne, aldrig – men jeg kunne alligevel høre den mumle, plage: Luk mig ind. Luk mig ind!
Nummer 206-208, et tomt dobbelthus, flankerer familien Takedas hus. Det blev købt af et investeringsfirma forrige november, men ingen flyttede ind. Mærkeligt. I næsten et år var facaden dækket af et stillads som hængende haver, men pludselig var det væk – et par måneder før Ed og Olivia rejste – og siden da er der ikke sket noget.
Således fik jeg præsenteret mit sydlige imperium og dets undersåtter. Ingen af dem er mine venner, de fleste har jeg ikke mødt mere end en enkelt gang eller to. Det urbane liv, vil jeg tro. Måske har Wassermændene lugtet lunten. Gad vide om de er klar over, hvad der er blevet af mig.

En nedlagt katolsk skole grænser op til mit hus mod øst, læner sig praktisk talt op ad det: St. Dymphna, der har været lukket, siden vi flyttede ind. Vi truede indimellem Olivia med at sende hende derind, hvis ikke hun opførte sig ordentligt. Arrede mursten, vinduer, der er mørke af snavs. I det mindste så vidt jeg husker – det er et stykke tid siden, jeg har set skolen.
Og direkte mod vest ligger parken – lillebitte, to grunde bred og to grunde dyb, med en smal flisegang, der forbinder vores gade med den nord for. Et platantræ står skildvagt i hver ende med sine flammende blade, og parken er omkranset af et lavt jerngitter med en kant foroven og forneden. Det er, som den retorisk dygtige ejendomsmægler sagde, en pudsig lille park.
Så er der huset på den anden side af parken: nummer 207. Mr. og mrs. Lord solgte det for to måneder siden og flyttede straks derefter sydpå til deres pensionistvilla i Vero Beach. Og ind flyttede Alistair og Jane Russell.
Jane Russell! Min fysioterapeut havde aldrig hørt om hende. ”Gentlemen foretrækker blondiner,” sagde jeg.
”Det er ikke min erfaring,” svarede hun. Bina er yngre end mig, måske er det derfor.
Alt det var tidligere i dag. Før jeg kunne nå at argumentere, trak hun et af mine ben hen over det andet, så jeg var låst på min højre side. Smerten gjorde mig stum. ”Dine hasesener har brug for det,” forsikrede hun mig om.
”Din sæk,” gispede jeg.
Hun pressede mit knæ ned mod gulvet. ”Du betaler mig ikke for at lade dig slippe let.”
Mit ansigt fortrak sig. ”Kan jeg betale dig for at gå?”
Bina kommer en gang om ugen for at hjælpe mig med at hade livet, som jeg siger, og for at opdatere mig om sine seksuelle eskapader, som er nogenlunde lige så spændende som mine egne. Men i Binas tilfælde skyldes det, at hun er kræsen. ”Halvdelen af mændene på de apps bruger billeder, der er mindst fem år gamle,” klager hun, mens hendes hår strømmer som et vandfald ud over den ene skulder, ”og den anden halvdel er gift. Og der er en grund til, at den anden halvdel er single.”
Det bliver til tre halvdele, men man giver sig ikke til at diskutere matematik med et menneske, der roterer ens rygrad.
Jeg gik på Tinder for en måneds tid siden, ”bare for at se, hvad det er,” som jeg sagde til mig selv. Bina havde forklaret mig, at Tinder matcher en med folk, hvis veje man har krydset. Men hvad nu, hvis man ikke har krydset veje med nogen? Hvad nu, hvis man altid bevæger sig rundt på de samme 400 vertikalt fordelte kvadratmeter og aldrig uden for dem?
Jeg ved det ikke. Den første profil, jeg fik øje på, var Davids. Jeg slettede min profil med det samme.

Der er gået fire dage, siden jeg fik et glimt af Jane Russell. Hun havde bestemt ikke samme proportioner som originalen, med hendes torpedobryster og hvepsetalje, men det er heller ikke ligefrem, fordi jeg har det. Sønnen har jeg kun set den ene gang, i går morges. Manden, derimod – brede skuldre, buskede øjenbryn, kæmpe næse – er hele tiden synlig et eller andet sted i huset: pisker æg i køkkenet, læser i dagligstuen, stikker hovedet ind i soveværelset, som om han leder efter nogen.



woman in the window på dansk kvinden I vinduet thrillerKvinden i vinduet 
er oversat fra engelsk efter The Woman in the Window af Charlotte A. E. Glahn. Copyright © 2018 by A.J. Finn / Dansk copyright © 2018 Lindhardt og Ringhof A/S, København

 

 

 

 

 

 

Er lige nu stærkt optaget af boganbefalinger: Hvor får vi dem fra, hvem lytter vi mest til, hvornår får vi den der trang til at få fat i en en bestemt bog straks? Hvor læser vi, hvornår, hvorfor, hvordan? Er dagligt glad for forlagets fantastiske redaktører og ikke mindst forfattere, der udtænker, skriver og redigerer bøger, vi ikke vidste vi ville komme til at elske. Er også født 1977, bor på Amager med mange reoler, en mand og to børn.