Fagbøger Romantiske bøger

How to be Parisian: Sådan opfatter en pariser pariserinder

How to be Parisian: Sådan opfatter en pariser pariserinder

Pariserinder er elegante. Stilsikre. Og selvsikre. Og hvis du også drømmer om at være en cool pariserinde, er der hjælp at hente i How to be Parisian – Kærlighed, Stil & Dårlige vaner, hvor fire pariserinder deler deres personlige syn på stil, kultur, attitude og mænd, alt imens de laver sjov med deres komplicerede, ofte modsatrettede følelser og væremåde.

Du kan bl.a. læse om, hvad der definerer en pariserinde. Og om hvordan en pariser opfatter pariserinder. Læs uddraget her – måske kan du også genkende lidt parisiske træk i dig selv?

”Hvem skal jeg bede om den perfekte definition på en pariserinde?”

Det er et spørgsmål, som jeg har stillet mig selv gennem lang tid, før jeg fik denne åbenbaring: Ham, selvfølgelig! Ham fyren, der står over for mig i køkkenet. Manden, som jeg deler mit liv med.

Han bliver overrasket over mit spørgsmål og fremstammer nogle få sætninger.

Jeg iagttager ham stærkt irriteret.

Har han virkelig ingen tanker, der er mere originale end disse slidte floskler om vores utrolige stil og vores luksusparfumer? ”Nå, er du seriøs? Mener du det alvorligt?” spurgte han så, før han lænede sig op ad vasken – og så begyndte han at tale. Uden ophold. Lidt som om han fremsagde en bøn, han havde lært udenad, som han kunne fremsige med lukkede øjne.

”For det første,” sagde han, ”er en pariserinde aldrig tilfreds. Jeg kan for eksempel sige til dig, at du er den smukkeste kvinde i hele verden, men det er aldrig nok.

En typisk pariserinde mener, at hun er en rollemodel. Hun er klar til at oversvømme planeten med råd om, hvordan man skal leve sit liv, på sin blog eller i sine bøger. I øvrigt elsker hun at blive spurgt til råds. Det er helt rimeligt, for hun har jo selv prøvet alting. Set alting. Forstået alting.

For eksempel vil en pariserinde altid give dig adressen på sin læge – der er et geni. Sin tandlæge – intet kommer på højde med hans tandarbejde. Sin gynækolog – som, nå ja, i øvrigt er den samme, som Catherine Deneuve bruger. For en pariserinde er det ikke nok at være snobbet; hun er så snobbet, at det ikke generer hende det mindste at udråbe det fra hustagene. Hvad er problemet?

En typisk pariserinde er arrogant. Det, der for alvor interesserer hende, er kunst, kultur og politik. Hun dyrker sine kulturelle interesser på samme måde som hun dyrker radiser på sin altan, med kærlighed. Med en vandkande i hånden forklarer hun dig, at den film, der lige har fået en Guldpalme i Cannes, er noget makværk. Det siger sig selv, at hun ikke har set den. Det spiller ingen rolle. En typisk pariserinde har ikke behov for at gå i dybden med et emne. Hun ved allerede, hvad hun skal mene om det – og det er lige det modsatte af, hvad du mener.

En typisk pariserinde kommer altid for sent. For hun har nemlig vigtige ting, hun skal have klaret, i modsætning til dig. Hun har aldrig makeup på til et stævnemøde. Den exceptionelle måde, hun er skabt på fra naturens hånd, gør, at hun ikke har brug for kunstige hjælpemidler. Til gengæld kan hun sagtens finde på at tage læbestift på, før hun går til bageren om søndagen, for tænk, hvis hun mødte nogen, hun kendte.

Hendes storhedsvanvid bryder lejlighedsvis ud som panik. Hvis den energi, hun nu bruger på at finde tusind ting at være utilfreds med, i stedet blev brugt til at løse ligninger med, ville hun få Nobelprisen i matematik, hvert år.

Vær på vagt, hvis hun siger, at din nye fyr er ’vældig original’. For hende er ordet ’original’ synonym med ’forkert’.

Når hun går over vejen uden for fodgængerovergangen, forsvarer hun det med, at det er heroisk ikke at underlægge sig autoriteter. Folk, der står i kø, giver hende angstanfald.

Hun siger ikke altid tak eller goddag, men hun er forarget over, hvor uforskammet de parisiske tjenere er. Hun er bramfri og kan bande som en sømand. Men folk, som siger ”velbekomme!”, chokerer hende. Dårlig smag er værre end en diplomatisk fadæse.

Hun tager aldrig sine solbriller af, ikke engang i regnvejr, men foragter stjerner, som tror, de kan bevare deres anonymitet bag tonede glas …

Kort sagt; hvis jeg skal stoppe her og sammenfatte, hvad en pariserinde er – og jeg kan forsikre dig om, at jeg kender hende ret godt: En pariserinde er bindegal!”

Læs også How to be Parisian: Nederen (‘La lose’) 

Læs også How to be Parisian: Bogreolen


Kærlighed, Stil & Dårlige vaner

How to be Parisian – Kærlighed, Stil & Dårlige vaner er en skøn guide, hvor fire skarpe pariserinder med humor, selvironi og sarkasme skærer igennem myterne om, hvordan pariserinder tænker og gøre i alle mulige og umulige sammenhænge og situationer. De deler deres personlige syn på stil, kultur, attitude og mænd, alt imens de laver sjov med deres komplicerede, ofte modsatrettede følelser og væremåde.

click

De fire forfatterinder:

Anne Berest er forfatter til to romaner og en biografi om Francoise Sagan. Hun skriver også til TV, film og teater.

Audrey Diwan blev manuskriptforfatter efter sine studier i journalistik og politisk videnskab. Hun skrev manuskriptet til Cédric Jimminez’s La French med Jean Dujardin, og er nu i gang med at instruere sin første spillefilm. Desuden er hun redaktør for Stylist magazine.

Caroline de Maigret læste litteratur på Sorbonne før hun flyttede til New York for at være model. Hun tog tilbage til Paris i 2006 og grundlagde sit eget pladeselskab. De Maigret har været ambassadør for Chanel siden 2012 og støtter kvinder verden over gennem NGO Care. Siden 2014 har hun været muse for Lancôme.

Sophie Mas er født og opvokset i Paris. Efter sin uddannelse fra Siences Po og HEC, startede hun sit eget filmselskab og arbejder i dag som producer i Los Angeles, New York og São Paulo.


h9788711482056

Køb bogen hos boghandleren eller her