Fagbøger, Mad og drikke, Sundhed og livsstil
Leave a comment

Løbeekspert: 8 tips til at snyde din hjerne

MK Løbecamp

Kunne du godt bruge et par tips og tricks til at komme i gang med at løbe, eller optimere din teknik og din form generelt? Så læs med her, hvor du kan få 8 tips til, hvordan du bedst motiverer dig selv til at komme ud at løbe – også på de dage hvor det regner, og du er træt, og skal nå tusind ting. Tipsene er fra løbeeksperten Michelle Kristensens nye bog MK Løbecamp, som udkommer den 24. juni.

8 TIPS TIL AT SNYDE DIN HJERNE

1. Pak træningstasken, og tag den med på arbejde

Hvis jeg har en lang dag, som starter med Go´Morgen DK kl. 6.00 og først slutter kl. 19.00, har jeg altid min træningstaske med. På den måde kan jeg løbe en tur fra arbejdspladsen eller køre lige fra arbejde over i træningscentret og få en gang træning i hus. Jeg skifter altid tøj på arbejdet (når det er muligt), hvis jeg er ekstra træt, for på den måde ved jeg, at jeg ikke begynder at overbevise mig selv om, at jeg jo egentlig lige så godt kunne droppe træningen og køre hjem og tage en slapper i stedet. Det virker så mærkeligt at køre hjem i træningstøj, uden at det er blevet brugt.

2. Just do it!

Jeg er stor fan af Nikes slogan, og det har hjulpet mig igennem utallige løbeture. Just do it – gør det nu bare! Det lyder så dejlig simpelt, og det er det jo egentlig også. Det handler om at hoppe i løbetøjet, snøre løbeskoene og komme af sted. Nogle gange gør vi tingene meget mere besværlige, end de er. Jeg kan gøre det – du kan gøre det!

3. Mind over body

Din krop begynder altid at brokke sig, når det bliver ubehageligt. Når vi træner hårdt, kommer der syre i musklerne, og det føles ikke rart. Det sker, når kroppen ikke får tilstrækkelig med ilt under arbejdet, men det er også den fase, der får os i bedre form og mentalt træner os til at blive ved med at løbe, selvom det er hårdt arbejde. Den mentale træning skal passes, hvis man gerne vil blive en god løber. Når musklerne begynder at syre til, og du føler, at det er hårdt, så gælder det om at tænke på, at din krop altid kan mere, end din hjerne fortæller dig. Ved at have magten over din hjerne og forestille dig følelsen efter træningen, hvor du er enormt stolt af dig selv over, at du kom igennem træningspasset, så kan du godt blive ved i længere tid, selvom det er hårdt.

4. Hvorfor sidder du med denne bog i hænderne?

Hvad er grunden til, at du gerne vil i form eller blive en bedre løber? Den grund skal du huske på, og den skal du især huske, når det er hårdt ude på ruten, eller når det er hårdt at komme af sted til træningen.

MK Løbecamp

5. Sol, sommer og sangria

Jeg elsker sommer, jeg elsker at rejse, og jeg elsker at løbe i sol. Tanken om de hyggelige sommeraftener i Danmark og udlandet, hvor man samles og skåler for en god dag – den følelse kan få mit humør i top og få mig til at fortsætte med at løbe, fordi jeg bliver rigtig glad af at tænke på det. Det kan især få mig til at fortsætte, hvis jeg ved, at jeg i weekenden skal være en del af sådan et set-up, for det gør mig glad. Når man er glad, føles det ikke så hårdt at træne hårdt. Alt bliver mere overskueligt.

6. Sig til dig selv, at du godt kan

Hvis du tror på, at du kan gennemføre, så skal det nok lykkes. Hvis du derimod ikke tror på, at du kommer igennem, så er det dømt til at blive en fiasko. Når jeg har løbet halvmaratoner og maratoner og er nået til det punkt, hvor det er virkelig hårdt, og benene er ømme, så siger jeg til mig selv, ”jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt” og tror på det. For det ved jeg, at jeg kan, da jeg har trænet op til det og forberedt mig godt. Så en sætning som ”jeg kan, jeg vil” kan flytte løbeskoene de ekstra meter.

7. Forkæl og ros dig selv

Jeg havde engang en kvinde til personlig træning, som var rigtig dårlig til at komme ud og løbe, når det blæste eller regnede. Når du bor i Danmark, er der mange dage, hvor det blæser eller regner. Derfor går det ikke, at man dropper løbeturen, hver gang det enten blæser eller regner. Derfor foreslog jeg hende, at hun, for hver gang hun havde løbet en tur, skulle lægge 20 kroner i sparegrisen og spare op til noget, hun virkelig elskede. For når hun løb udenfor, så sparede hun jo en del penge på et fitnessmedlemskab. Derudover skulle hun hoppe i løbeskoene med det samme, hun kom hjem fra arbejde. Det kunne godt ske, hun ikke kom af sted med det samme, men nu havde hun tøjet på, og det var den første sejr, som hun jo selvfølgelig skulle rose sig selv for at have opnået. Dernæst aftalte vi, at de dage, hvor det regnede og blæste, skulle hun være ligeglad med tiden, hun løb på, selvom hun gerne ville blive hurtigere. Det vigtigste var, at hun kom ud, og hvis hun gik nogle gange under løbeturen, så var det også helt o.k. På den måde blev løbetræningen mere overskuelig for hende. Og så virkede det meget motiverende, at hun kunne se, at hun for hver løbetur kom tættere på at have råd til den ting, hun gerne ville købe. Så husk at rose og forkæle dig selv!

8. Find dig en løbemakker

Når vækkeuret ringer kl. 5.30, kan det mange gange være yderst fristende at slå til det, sove videre og droppe træningen. Men hvis du ved, der er en makker, der venter på dig, kommer du ud af sengen og i løbetøjet. Det kan også være godt med en løbemakker, fordi man som regel skiftes til at være ovenpå og derfor kan hjælpe hinanden igennem de hårde kilometer.


 

Skim Michelles bog udkommer den 24. juni, men du kan få et smugkig inden da her og derefter købe MK Løbecamp hos din bogforhandler eller her

About Lindhardt og Ringhof

Vi er vilde med bøger - kogebøger, strikkebøger, romaner, digte, biografier og alt det indimellem og rundt om.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *