Bøger til teens

YA til teenagepigen

madelineMadeline Hoffmann er 16 år og spiser bøger til aftensmad. I dag gæsteblogger hun om en fantastisk læseoplevelse, hun har haft med Moskitoland af David Arnold.

Hvis du mangler en god anbefaling til YA-læseren derhjemme, kan du med fordel følge Madelines anbefaling. Måske får du også selv lov til at læse bogen bagefter.


 

moskitoland

Efter at Mim Malones familie pludselig falder fra hinanden, bliver hun flyttet til udørkenen Missippi, hvor hun skal bo med sin far og nye stedmor. Men før der på nogen måde er faldet ro over tingene, finder Mim ud af, at hendes mor er syg hjemme i Ohio. Så hun skipper sit nye liv og den medicin, som hendes far insisterer på, at hun skal tage, og hopper om bord på en Greyhound-bus. Hun skal bare hjem. Men rejsen er lang, og undervejs støder Mim på skæve karakterer, der giver buler på både krop og sjæl. Det gør ondt. Men det gør også godt – for hvad er kærlighed og loyalitet? Og hvad vil det sige at være helt normal?

Sådan lyder bagsideteksten til Moskitoland. Da jeg først læste det, må jeg ærligt indrømme, at jeg syntes, det lød som en kliché. Der findes så mange YA-bøger, hvor der står noget i retning af: hvad er kærlighed og loyalitet? Det at være helt normal er heller ikke ligefrem et nyt emne inden for den genre. Men jeg begyndte at læse, og der gik ikke længe før alle mine fordomme var væk, og jeg føler, at kærlighed og loyalitet har fået en ny betydning i min personlige ordbog. YA-genren formår stadig at overraske mig på den mest uventede og overrumplende måde. Moskitoland er et bragende godt eksempel.

Bogen er skrevet delvist i brevform. Det er hovedpersonen Mim Malone, der skriver til én, som læseren ikke ved, hvem er. Hendes tone er meget hård, og det får hende til at lyde som en meget stærk og ligeglad pige. Det er først senere, at man gennem små sprækker i hendes ydre får lov til at se ind til en pige, hvis verden er langt mere kompliceret end som så. Forfatteren af bogen, David Arnold, lader læseren selv lære Mim at kende, med et sprog, der på en gang er råt og smukt. Som kongen af YA, John Green, så ofte har sagt, skal voksne ikke skrive ’ned’ til de unge, vi vil ikke tages for at være uintelligente. Man skal skrive, som ser man de unge som ligeværdige. Det klarer Arnold uden problemer. Desuden er det en glimrende dansk oversættelse.

Når jeg anmelder en bog, udvælger jeg altid det, der var bedst ved bogen. I det her tilfælde bliver jeg nødt til at nævne to ting. For det første den detalje med, at Mim er blind på det ene øje, fordi hun under en solformørkelse blev formanet om, at hun ikke måtte se direkte på solen. Så hun lavede et kompromis, lukkede det ene øje og så på solen med det andet. Det er en, efter min mening, fantastisk detalje, som i løbet af historien får større og større betydning og siger meget om Mim som person. Det andet element, som jeg elskede ved bogen, er karakteren Walt. Det er meget sjældent man i ungdomslitteraturen møder unge, som ikke er super sexede, smarte eller interessante. Ja, man møder meget ofte unge med problemer i ungdomslitteraturen: OCD, angst og andre ubehagelige psykiske lidelser. På en eller anden måde fremstår de dog altid lækre og indbydende. Det gør Walt ikke på nogen måde, tvært i mod, men aldrig har jeg holdt mere af en karakter. Walt har Downs syndrom og er på ingen måde lækker. Men alligevel er han så god og klog, og han har allerede sikret sig en permanent plads i mit hjerte. Jeg vil ikke sige for meget om ham, da han kun kan opleves ordentligt ved at læse bogen.

Moskitoland er uden tvivl den bedste road-trip bog jeg har læst siden Paper Towns, og den kan både læses af erfarne YA-læsere og dem, der kun lige har stiftet bekendtskab med genren. Jeg glæder mig på jeres vegne, I, som har glæden af at opleve glæden ved denne bog på ny. I vil ikke blive skuffede.