7 feel-good romaner

Mangler du et humørboost? Noget at grine af eller måske en lidt lysere vinkel på tilværelsen, der kan synes så grå og kedelig? Vi har fundet 7 romaner med smilegaranti – uanset om du er til klassikere, romance eller personlige beretninger fra virkelighedens verden. Og vi lover, at når du vender den sidste side, vil alting se lidt lysere ud.


En bøn for Owen Meany af John Irving

ItemImage (6)

Bogen vil få dig til at smile fordi:

    • Den handler om en dreng, der tror, han har en særlig skæbne – og som kæmper indædt for at udleve den
    • Du vil møde så mange skæve og sjove karakterer, der vil vinde dit hjerte for altid
  • Den er mesterligt fortalt og skrevet i John Irvings klassiske, humoristiske tone

Owen Meany er navnet på en lille dreng fra provinsbyen Gravesend i New Hampshire. Han er i besiddelse af en skarp intelligens, stor autoritet og en bemærkelsesværdig skinger stemme. I en baseballkamp slår han som 11-årig en skæv bold, der rammer og dræber hans bedste vens mor. Men Owen Meany tror ikke på tilfældigheder, han mener, at han nu er Guds redskab. John Weelright er Owens bedste ven, og det er ham, der fortæller historien om de to drenges hjertegribende og groteske opvækst.


Jonathan Livingston havmåge af Richard Bach

ItemImage (11)

Bogen vil få dig til at smile fordi:

    • Har du nogensinde haft en stor drøm, som synes umulig? Denne bog handler om at gå efter drømmene og gøre dem til virkelighed
    • Bogen handler om frihed – og om at leve sit liv uafhængigt af andre
  • Det er en fortælling fyldt med håb og om at det er ok at tænke og være anderledes

Jonathan Livingston Havmåge er en smuk og tankevækkende fortælling om havmågen Jonathan, der afviger fra sin flok. Han elsker at flyve og bruger al sin tid på dette, og for hver dag der går, bliver han hurtigere og dygtigere. For når Jonathan flyver, glemmer han alt om tid og sted, han lever i nuet, og han er uafhængig og fri.

Jonathan bliver udvist fra flokken og dømt til at leve resten af sit liv alene. Dette bekymrer ham dog ikke, for i stedet for at være en del af frygten, kedsomheden og vreden, der prægede mågeflokkens liv, kan han i stedet flyve hver eneste dag …


Simple living af Nadia Plesner

ItemImage (10)

Bogen vil få dig til at smile fordi:

    • Det er en virkelig historie med et plot, der næsten er vildere end fiktion
    • Det er en barsk fortælling med mange, talrige nedture og en beretning om at kæmpe for alt det, man tror på
  • Du vil heppe på Nadia Plesner hele vejen igennem og krydse fingre for at virkelighedens helte også kan vinde en kamp indimellem

Simple Living er Nadia Plesners enestående fortælling om retten til noget så banalt som en tegning. Det er fortællingen om, hvordan en dansk kunststuderende udfordrede verdens største modehus, Louis Vuitton – og vandt.

Simple Living er også en gribende skæbnefortælling om en ung kvinde, der rejser til udlandet med udsigt til drømmemanden og drømmestudiet, men havner i en fugtig campingvogn, invalideret og bedraget. Det er fortællingen om, hvordan hun en vinterdag skriver sine drømme op på en iskold køkkenlåge og seks år senere står på FN’s bonede gulve som fortaler for kunstnerisk ytringsfrihed.


Historien om A.J. Fikrys liv af Gabrielle Zevin

ItemImage (7)

Bogen vil få dig til at smile fordi:

    • Det er en bog om bøger og perfekt for alle, der elsker at læse; du vil nikke og sige “også jeg”, når der fortælles om A.J. Fikrys forhold til bøger, læsning og læseklubber – det vil være som at møde en gammel ven
    • Bogen er også en beretning om en gnaven mand, der tager et barn til sig og langsomt bliver overvundet af kærlighed – det er smukt og rørende
  • Ultimativt er det en fortælling om at lære at elske og at leve sit liv fuldt ud. Og er det ikke en påmindelse, vi alle sammen kan bruge?

Historien om A. J. Fikrys liv handler om A. J. Fikry, som er selvstændig boghandler. Han har haft nogle hårde år: Hans kone er død, hvilket har gjort ham til en alkoholsøgende enkemand i en alder af kun 39 år, salget i bogladen er for nedadgående, og hans store stolthed – en sjælden udgave af Edgar Allan Poes digte – er blevet stjålet.

Bøger har altid været hele hans liv, alle store begivenheder har for ham en litterær reference, men som årene er gået, har han langsomt givet op, er blevet sur og bitter på verden og har trukket sig fra det lille øsamfund. Da han en dag finder en højst overraskende pakke i butikken, bliver alt dog vendt på hovedet. A.J. Fikry får en enestående mulighed for at ændre sit liv og se verden med nye øjne.


Projekt Rosie af Graeme Simsion

ItemImage (8)

Bogen vil varme dit hjerte fordi:

    • Det er en skæv og charmerende komedie med en romantisk helt, hvis lige du aldrig har mødt før
    • Bogen handler om at acceptere, at det perfekte liv ikke kan planlægges – det sker bare
  • Den er fyldt med sjove observationer og akavede episoder, der uden tvivl vil få dine lattermuskler i gang

Bogen handler om Professor Don Tillman skal giftes, som skal. Han ved bare ikke med hvem …

Det problem skal “Projekt Kone” hjælpe med at løse. Don har udformet et 16-siders langt spørgeskema for at finde den perfekte partner. Hun skal helt sikkert ikke være ryger, drikke alkohol eller komme for sent til aftaler.

Rosie Jarman gør alle disse ting. Hun har også temperament, er smuk og intelligent. Og hun er selv i gang med en eftersøgning, efter sin biologiske far – en eftersøgning, som Don, der er professor i genetik, måske kan hjælpe hende med …


Alt eller intet af Nicola Yoon

ItemImage (9)

Bogen vil varme dit hjerte fordi:

    • Bogen handler om en pige, der hele sit liv har holdt sig udendøre. Hvad sker der, når hun opdager verden udenfor – med alt, hvad den indeholder?
    •  Det er en fortælling om at flytte sine grænser og ikke “lade sig nøjes” med det liv, man altid har levet
  • Det er selvfølgelig også en kærlighedshistorie med en skøn romance, der uden tvivl vil smelte dit hjerte

Hovedpersonen Madelines liv ligner ikke nogen andens: “Min sygdom er lige så sjælden, som den er berømt. Jeg er dybest set allergisk over for verden. jeg har ikke været uden for huset i 17 år. De eneste mennesker, jeg nogensinde ser, er min mor og min sygeplejerske.”

Alt det ændrer sig, da Olly flytter ind ved siden af. De mailer til hinanden, og da det ikke længere er nok, får han lov at besøge hende. På kort tid forelsker de sig hovekuls i hinanden. Pludselig er verden inde i boblen ikke længere nok for Madeline – men at bevæge sig uden for den er livsfarligt …


Som stjernerne står af Cora Carmack

10347611_1139716112758576_8021741356914976247_n

Bogen vil få dig til at smile fordi:

    • Den er vildt sjov – og fyldt med tåkrummende pinlige episoder på grund af en lettere uheldig hovedperson
    • Det er en kærlighedshistorie, der vækker minder til live om forelskelse og sommerfugle i maven
  • Den har den perfekte lykkelige slutning

I Som stjernerne står møder du kontrolfreaken Bliss Edwards, som er 22 år og snart færdig på college. Hun er glad for sit liv, hun er omgivet af gode venner, og hun har tjek på tingene. Der er bare én lille detalje: Hun har aldrig været i seng med en fyr.

En aften beslutter hun sig derfor for få det overstået med et one-night-stand. Men hun får i sidste øjeblik kolde fødder og efterlader en flot fremmed alene i sin seng. Og som om det ikke var pinligt nok i sig selv, opdager hun dagen efter, at hendes nye dramalærer er manden, hun efterlod nøgen i sin seng for mindre end otte timer siden …


Dyk ned i dit næste læseeventyr, og se vores bud på den bedste bog 2023/2024.