Fagbøger

6 gode råd til at skabe mere tillid i relationsarbejdet!

6 gode råd til at skabe mere tillid i relationsarbejdet!

Tillid er et vovestykke. At vise tillid er, når man tør tro på, at andre vil hjælpe, og at de ikke vil svigte den tillid, man viser. Tillid gør hverdagen nemmere for pædagogerne.

Hvordan skaber man tillid?

Pædagoger skal tro på børnene og fokusere på det gode, de bidrager med. Men det kan være op ad bakke, fordi pædagogerne i stigende grad skal måle børnenes præstationer. Sådan siger sociolog og forsker Hanne Warming i bogen Tillid i socialt og pædagogisk arbejde med børn og unge.

Hanne Warming giver dig her seks gode råd til, hvordan pædagoger helt konkret kan udvise og skabe mere tillid i relationsarbejdet med børn. Det er langtfra i alle situationer, at man kan udvise tillid gennem det, man siger og gør, men ved hjælp af små redskaber kan man skabe et bedre rum, som tilliden kan vokse i.

Led efter de gode intentioner

Børn, der tager kontakt til andre børn gennem konflikter, ved måske ikke, hvordan de ellers skal gøre. Læg mærke til det positive, som børnene forsøger at gøre.

Tag fat i det gode, som børnene gør

Sig de gode ting, du ser i det, som børnene gør, højt. Synger Alfred alt for højt med på en sang, så ros ham for at deltage i sangen, og brug det i en sammenhæng, hvor det kan give mening. Måske kan Alfred synge for, når I holder luciaoptog?

Vær nysgerrig og positiv over for det, børnene sætter i gang

Når toårige Wilma har hele hånden nede i leverpostejen, så spørg, om det føles sjovt? Anerkend hende for at være nysgerrig og sansende. Der er en grund til, at hun gør, som hun gør.

Tænk over, hvilke signaler du sender børnene

Når børnene står omkring dig og råber i kor for at få din hjælp eller opmærksomhed, er det vigtigt at udstråle, at du er glad for deres interesse, men at du er nødt til at høre dem en ad gangen.

Handlinger og ord skal afspejle, at du er tillidsværdig

Hvis du ved, at du formentlig ikke kan overholde en aftale, er det bedre at være ærlig. Børn får mere ud af ærlighed end af at opleve, at du glemmer aftalen eller bryder den lidt senere.

Giv slip på lidt af kontrollen

Når pædagoger viser tillid, kræver det, at de lader børnene prøve selv, uden at de står og overvåger dem imens. Det kan være grænseoverskridende i starten, men det er noget af vejen til en tillidsbaseret relation.

At vise tillid kræver altså, at man slipper lidt af kontrollen, og det indebærer altid en grad af risikovillighed, siger Hanne Warming. Hun understreger, at tilliden naturligvis aldrig må være på bekostning af børnenes sikkerhed og trivsel.

Jamen jeg fryser ikke!

Et typisk eksempel i en børnehave er 5-årige Emma der sidder i sandkassen uden vanter, og da hun bliver bedt om at hente dem, svarer hun ’Jamen, jeg fryser ikke om fingrene’. Her har pædagogen mulighed for at vise det enkelte barn tillid. Det er fristende at sige, at Emma selvfølgelig skal have vanter på ligesom de andre børn, men pædagogen kunne også prøve at tro på hende, når hun siger, at hun godt selv kan mærke efter.

Eksemplet med vanterne er blot et af mange, hvor pædagogerne kan overveje, hvordan de bedst viser børnene tillid og samtidig handler forsvarligt.  Det er klart, at hvis der er frostgrader og børnene skal ud på en lang tur, så skal Emma have vanter på – men det handler om at vise tillid, når det overhovedet kan lade sig gøre.

Tal med forældrene

Forældresamarbejdet er også relevant i denne sammenhæng. Det er selvfølgelig vigtigt at italesætte over for forældrene, hvad man gør, så de ikke blot tror, at man er ligeglad eller ikke har styr på børnene. De skal vide, at det er for at udvise tillid til børnenes evner, at man for eksempel giver dem medbestemmelse og slipper noget af kontrollen. Der skal jo helst også være tillid i det samarbejde!

Hvis du vil vide mere om tillid og hvordan det kan bruges i relationsarbejdet med børn og unge, så kan du læse mere i Tillid i socialt og pædagogisk arbejde med børn og unge.

6 gode råd til at skabe mere tillid i relationsarbejdet!