Romaner

3 gode læseklub-tilbud i april

April måned skorter hverken på gode læseoplevelser – eller nogen at dele dem med. Hele tre læseklubber har bøger på programmet i april, som vi på det varmeste vil anbefale jer at læse med på.

I DRs krimiklub kan du bide negle af spænding sammen med Lone Theils og hendes ”Den blå digters kone”. DRs romanklub sejler med på Mich Vraas slavefregat ”Haabet” til Dansk Vestindien – og i L&Rs egen læseklub kan du blive klogere på både skak og fodbold, når vi kaster os over Sanne Bjergs ”Fejltagelsernes bog”.

Du kan læse mere om samtlige bøger og finde links til læseklubber samt indlæg fra forfatterne selv her nedenfor.

Vi håber, I vil komme og læse med. Gode bøger bliver jo endnu bedre, når de deles med andre!


Pack med ryg

Lone Theils: Den blå digters kone

Den nobelprisbelønnede digter Manash Ishmail er under sin flugt fra Iran blevet adskilt fra sin elskede kone Amina, der er som sunket i jorden. Manash Ishmail er havnet i et asylcenter i Danmark, hvor flere journalister forsøger at få et interview med den berømte digter, men den eneste, han vil give interview til, er Nora Sand. Betingelsen er, at Nora lover at finde hustruen, Amina, som skulle være landet i Storbritannien .

Jagten på Amina afslører en verden, hvor illegale flygtninge og deres hjælpere gemmer sig for myndigheder og magtfulde koncerner, og Nora bliver kastet ind i et spil, hvor nogle menneskeliv er meget mindre værd end andre.

Den blå digters kone er bog 2 i serien om Nora Sand, den kickboksende, danske journalist, der bor i sin lille lejlighed midt i London og skriver for den danske avis Globalt.

Læs med her, hvor Lone Theils fortæller om bl.a. skriveprocessen bag “Den blå digters kone”.

87 sekunder packKan du ikke få nok af Lone Theils? Så vil det glæde dig at høre, at Lone i foråret 2017 er aktuel med krimien “87 sekunder” samt P1-programmet af samme navn, hvor hun researcher til sin krimi for åben mikrofon. Du kan læse mere om dén proces her.

 

 

 

 


Pack med stjerne copy

Mich Vraa: Haabet

2017 markerer 100-året for Danmarks salg af De vestindiske øer til USA.

Romanen Haabet fortæller den grumme beretning om en tid, da Danmark blev rigt på slavernes arbejde i Vestindiens plantager. En historisk baseret fortælling om kynisme og ufattelig ondskab, men også om kærlighed og overlevelse under umulige vilkår.

I 1803 stævner fregatten Haabet ud fra Asiatisk Plads i København. Om bord er fjortenårige Maria og hendes far, den tidligere slavekaptajn Anton Frederiksen. Den skæbnesvangre rejse til Vestindien bliver fregattens sidste slavesejlads på Trekantruten.

Tyve år senere ankommer den idealistiske historiker og forfatter Mikkel Eide til Sankt Thomas i Dansk Vestindien. Eide har ét mål med sit ophold: at fortælle den ubekvemme sandhed om danskernes brutale paradis.

Historien fortælles af en lang række af dramaets nøglepersoner: pigen Maria, professor Eide, en plantageejer, en slaveskibslæge og flere af tidens guvernører, blandt andet Peter von Scholten der senere satte de sorte fri.

“Haabet” er nomineret til DRs Romanpris 2016 – og var blandt de nominerede til Politikens litteraturpris. Bogen er desuden første bind i en planlagt trilogi; anden del, “Peters kærlighed”, udkommer i efteråret 2017. Arbejdet med dén er i fuld gang – og det kan du læse noget om her.

Læs med i Mich Vraas egen beretning om arbejdet med “Haabet” her.

Læs “Haabet” sammen med DRs romanlæseklub i april – læs mere her. 


Untitled-1 copySanne Bjerg: Fejltagelsernes bog

Sanne Bjerg debuterede som forfatter i 1987 med den anmelderroste roman Papaya-passionen og gik på Forfatterskolens allerførste årgang. Siden har hun arbejdet som dramatiker, librettist og teaterleder og er nu tilbage med en sprudlende roman, der både leder tankerne i retning af Milan Kundera og Jonas Jonassons Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt.
Tjekken Vaclav Krakowiak betragter livet som et skakspil og er panisk angst for fejl. Han driver et agentur i Barcelona, hvor han hjælper andre med at undgå fejltagelser. Krakowiak finder ro i altings forudsigelighed, indtil han en dag bliver opsøgt af en ung mand, der forveksler agenturet med et fodboldagentur og beder Krakowiak om hjælp til at blive fodboldspiller for F.C. Barcelona. Før han ved af det, er den forsigtige Vaclav blevet draget ind i et usædvanligt eventyr, der ikke bare forandrer hans eget liv, men også inddrager en række personer i nabolaget og huset han bor i.

“Fejltagelsernes bog” er en varm og farverig historie om at finde modet til at kaste sig ud i livet, selvom man risikerer at begå fejl og tabe ansigt.

Læs “Fejltagelsernes bog sammen med os – læs mere her