Fagbøger

Er du også telefonafhængig?

Er du også telefonafhængig?

”Hej! Mit navn er Christina. Og jeg er afhængig…” 

Nogenlunde de ord ville bævende blive klemt ud mellem mine læber til et ATA-møde (Anonyme Telefon Afhængige), hvis sådan et fandtes, og jeg gik med. Chancerne er nok små for, at jeg ville finde vej derhen, for – og lad os nu bare sige det, som det er – det er behæftet med en pæn mængde tristesse, tabu og tabermærkater at erkende, at man er afhængig. Af noget.

Men mere end noget andet er det at have et afhængighedsproblem, uanset om det er af tobak, mad, alkohol, træning, sex, hasardspil eller shopping, fyldt med skam. Skammen over ikke at kunne beherske sig. Skammen over at have tabt kontrollen. Skammen over skammen.

Så det var i en skøn blanding af ikke-erkendt skamfuldhed, at jeg i efteråret 2016 begyndte at redigere Imran Rashids bog SLUK – kunsten at overleve i en digital verden. I takt med at Imran afleverede bogens kapitler blev jeg mere og mere bevidst om, at jeg manglede en vigtig ting, når det kom til forholdet til min telefon – nemlig selvkontrol. For at genvinde kontrollen begyndte jeg langsomt at rydde op på min telefon. Først slettede jeg alle apps, jeg ikke brugte, og begyndte at tage, synes jeg selv, kritisk stilling til sociale medier.

Først røg LinkedIn, som jeg alligevel kun kiggede på, når jeg havde trawlet ALT andet igennem (også COOPs tilbuds-app). Så kom turen til SnapChat og Twitter. Det var let, for dem brugte jeg ikke meget. Så slettede jeg facebook og Messenger. Her blev det svært. I starten følte jeg, at jeg frivilligt havde ladet mig placere på en øde ø uden nogen mulighed for at kommunikere med omverdenen. Men efter nogen tid var det en befrielse, fordi der var færre fristelser på telefonen, og det nu ville blive lettere at lade den ligge, tænkte jeg.

Tilbage var Instagram. Men det var jo et arbejdsredskab, fortalte jeg mig selv. Her lod jeg mig inspirere og fulgte med i nyt fra forlag og forfattere. Og et enkelt socialt medie kunne jeg vel have på min telefon, eller hvad? Så det var egentlig med sindsro, at jeg (på dr. Rashids opfordring) installerede app’en Moment, der kan fortælle, hvor mange gange man tjekker sin telefon hver dag, og hvilke apps du bruger mest tid på.

Jeg fandt hurtigt ud af, at Instagram var ikke min uskyldige inspirationskilde og mit arbejdsredskab. Det var den der flaske vodka bagerst i skabet, som jeg drak af i store slurke og alt for ofte og uden noget egentligt formål, mens jeg bildte mig selv ind, at så længe det kun var dén flaske jeg drak af, så havde jeg ikke noget problem. På en tilfældig søndag havde jeg brugt sammenlagt tre timer på Instagram. Jeg troede, jeg havde brugt i omegnen af 20 minutter. Højst. Og på en arbejdsdag havde jeg tjekket min telefon 89 gange. 89 gange!! Og her kan jeg lige så godt med det samme tilstå, at det er en stor fed løgn. Vi misbrugere lyver nemlig, fordi vi skammer os. Jeg havde tjekket min telefon langt over 100 gange på en dag (indsæt selv yderst skamfuld emoji).

Så jeg tog en kold tyrker fra Instagram på et par måneder. Det var lidt som at holde op med at ryge. Jeg savnede det ofte, men jeg vidste, at det var godt for mig. Det var ikke længere min telefon, der styrede mig og mine vaner. Jeg havde selv kontrollen. Også selvom Instagram var så ”venlig” jævnligt at sende e-mails for at fortælle mig, at mine følgere savnede mig, og at de havde en spændende aktivitet, som jeg burde tjekke ud. De prøvede med andre ord at lokke mig ned i det digitale kviksand igen med tilbud om et hurtigt skud dopamin, fordi nogen havde like’t et gammelt billede af min vinterbadning. Men jeg modstod fristelsen i to måneder, og på den tid blev jeg bevidst om, hvad jeg gerne ville bruge min sparsomme tid på, og det er i al fald ikke på Instagram. Men jeg røg selvfølgelig i igen, for det gør man jo. Ikke med samme voldsomhed, men jeg kunne mærke, at mine tanker ændrede sig. Jeg tog igen billeder, fordi de skulle postes på Instagram, tænkte ubevidst i tekster til billederne, og min hjerne skød en dejlig masse dopamin ud i resten af min krop, når likes’ene rullede ind.

Så nu er jeg på den digitale vandvogn igen. På min telefon er der ingen sociale medier, de fleste af dem har jeg ikke kun slettet fra telefonen, men slettet sådan rigtigt. Alle notifikationer er slået fra, og jeg har netop købt et armbåndsur, så jeg ikke er nødt til at tjekke telefonen for at se, hvad klokken er. Og jeg har købt et vækkeur, så telefonen kan komme ud af soveværelset. For som Imran skriver i sin bog – skærme ødelægger søvn og sex. Og de to ting er alt andet lige både sjovere og sundere end at se på billeder af fremmede menneskers avocadomadder. Nu er de mest brugte apps på min telefon COOPs tilbudsapp og DMI’s app til at tjekke badevandtemperaturen, og mon ikke det går?

Christina Lund, redaktør Lindhardt og Ringhof


Er du også telefonafhængig?Imran Rashid har undersøgt, hvad det betyder for den fysiske og mentale sundhed at leve livet online og filtrere massive mængder data gennem hjernen. I bogen giver Imran Rashid sit bud på, hvordan du genvinder kontrollen over dit digitale liv og bruger tid på det, der er vigtigt for din sundhed og livskvalitet.

Læs med i bogens indledende sider her.

Køb bogen hos din boghandler eller online her