Romaner

10 ting du (måske) ikke vidste om Jane Austen

Jane Austen levede i 1800-tallets England og er kendt for sine store kærlighedsfortællinger, som vi stadig læser i dag. Du har helt sikkert hørt om romanerne Stolthed og fordom, Emma eller Fornuft og følelse – men hvor godt kender du forfatteren bag? Vi giver dig her 10 facts om Jane Austen. Måske kommer nogle af dem bag på dig.

1: Det er svært for os at vide, hvordan Jane Austen så ud
Det eneste portræt af Jane Austen er en skitse, som Janes søster, Cassandra Austen, har tegnet. På skitsen sidder Jane Austen med krydsede arme og ser en anelse tvær ud. Derfor har man i Jane Austens eftertid gjort mange forsøg på at skabe et mere nydeligt portræt ud fra tegningen. På billedet ovenfor til venstre kan man se Cassandras skitse af Jane Austen. Til højre kan man se et forsøg på at omdanne skitsen til et tydeligt portræt – bemærk vielsesringen som er blevet tilføjet på Jane Austens hånd.

2: Jane Austen giftede sig aldrig
Jane Austen skrev så levende om kærlighed og ægteskab, men hun blev aldrig selv gift. I hendes breve kan man dog læse om de mænd, der har gjort indtryk på hende – bl.a. den unge, fattige jurastuderende Tom Lefroy. Forholdet mellem Jane Austen og Tom Lefroy er blevet uddybet i filmen Becoming Jane.

3: Jane Austen elskede at danse
Jane Austen elskede, ligesom sin hovedperson fra Stolthed og fordom, at danse. I sine breve til venner og familiemedlemmere skrev Jane Austen ofte om de selskaber, som hun havde været til. Flere gange skrev hun, at hun havde danset hele natten.

4: Jane Austens bedste veninde var hendes søster
Jane Austens bedste veninde var hendes ældre søster Cassandra Austen. De to søstre gjorde alting sammen, og når de var adskilt, skrev de lange breve til hinanden og fortalte alt, hvad de foretog sig. Cassandra plejede Jane, da hun blev syg og var knust over hendes død. Efter Jane Austens død brændte Cassandra mange af Janes mest private breve, så der ikke ville cirkulere uønsket information om familien efter Jane Austens død.

5: En ung forfatter
Da Jane Austen var 23 år, havde hun allerede færdigskrevet Fornuft og følelse, Stolthed og fordom og Northanger Abbey. Hendes første roman blev dog først udgivet, da hun var 36 år.

6: Jane Austen var anonym
Jane Austens navn optrådte aldrig på hendes bøger i hendes levetid. Hun udgav Fornuft og følelse under navnet “A Lady”, og på hendes andre bøger stod der, at de var skrevet “af forfatteren til Fornuft og følelse”. Efter Jane Austens død afslørede hendes bror, Henry Austen, Janes sande identitet som forfatter.

7: Den knirkende dør
Jane Austen forsøgte at holde sine skriverier hemmelige for tjenestefolk og nysgerrige besøgende. Da Austen-familien flyttede til et hus i Chawton, skrev Jane altid i dagligstuen. Derfra kunne hun høre, når der kom gæster på besøg, fordi en af dørene altid knirkede. Hun nægtede at få døren repareret, for den fungerede som en slags advarsel om, at der kom gæster, så hun kunne nå at pakke sine skriverier væk.

8: Elinor og Marianne
Fornuft og følelse blev originalt skrevet som en brevroman, og bogens titel var Elinor og Marianne, som også er navnet på bogens to hovedpersoner.

9: Mr. Darcy eller Mark Darcy? 
Helen Fielding begyndte at skrive Bridget Jones’ dagbog efter at have set BBC-filmatiseringen af Stolthed og fordom med Colin Firth i rollen som Mr. Darcy. Bridget Jones’ dagbog er derfor løst baseret på Stolthed og fordom, og Mark Darcy deler efternavn med Mr. Darcy.

10: Janeites – Jane Austens fans
Jane Austen har en stor fanbase, der kalder sig for Janeites. I de sidste årtier er Jane Austen popularitet kun vokset, og i dag kan man både købe Jane Austen krus og actionfigurer, læse Austen-fanfiction og nyde talrige filmatiseringer af Jane Austens vidunderlige romaner.


 Fornuft og følelse

9788711448748

Er du vild med Jane Austen? D. 1. marts udgiver vi Fornuft og følelse i en ny oversættelse af Vibeke Houstrup.

Fornuft og følelse handler om Marianne Dashwood har følelserne uden på tøjet, og da hun forelsker sig i den flotte men upassende John Willoughby, ignorerer hun sin storesøster Elinors advarsel om, at hendes impulsive opførsel gør hende til genstand for sladder og hentydninger.

Elinor er derimod altid opmærksom på de sociale konventioner og kæmper for at skjule sin egen romantiske skuffelse, selv for sine allernærmeste.

Gennem søstrenes sideløbende erfaringer med kærlighed – og frygten for at miste den – lærer de, at de må være både fornuftige og følsomme, hvis de skal finde lykken i et samfund, hvor magt og status afgør kærlighedens spilleregler.

Forudbestil bogen her.

About

LOVEBOOKS.dk er stedet for dig, der elsker kærlighedshistorier. Her samles læsere af alle slags kærlighedshistorier for at dele læseoplevelser med hinanden. Følg os på facebook, instagram og bloggen. LOVEBOOKS er en del af Lindhardt og Ringhof Forlag, og vi stræber efter at udgive og digitalisere de bedste bøger inden for romancegenren. Vi guider dig til de bedste læseoplevelser – uanset om du er til historiske dramaer, fantasy, chick-lit eller bare en god kærlighedsroman.