Aktuelt Romaner

10 fantastiske romaner du skal læse i 2018

Hvad skal du læse i 2018? Uanset om du er til store amerikanske romaner, historisk fiktion eller gribende familieportrætter, kan du glæde dig til en perlerække af bøger i det kommende år. Året byder bl.a. på nyt fra spanske Carlos Ruiz Zafón, forfatteren til Vindens skygge, danske Thomas Korsgaard og engelske Jeffrey Archer.

Læs med her og bliv inspireret til, hvilke bøger der skal stå øverst på din læseliste!

Den fabelagtige familien Frank af Michael Frank


Michael Frank vokser op i en usædvanlig tætvævet familie: Hans fars søster er gift med hans mors bror. Michaels faster Hankie er barnløs og arbejder som manuskriptforfatter i Hollywood. Hun overøser Michael med opmærksomhed, penge og kærlighed og ser det som sin pligt at tage sig af hans kulturelle dannelse, men i takt med at Michael bliver ældre formørkes Hankies humør. Under fasterens umiddelbare gode hjerte ligger en ulmende vrede og manipulerende adfærd, der risikerer at styre hele familien ud af kurs.

Den fabelagtige familien Frank er et gribende portræt af en familie, der smuldrer under én kvindes dominerende personlighed.

LÆS OGSÅ: Found in Translation: En forfatters møde med sin oversætter

Den fabelagtige familien Frank udkommer den 8. januar. Forudbestil den her.


Alle de liv af Signe Langtved Pallisgaard

“Kan du ikke skrive ned, hvad der ville være sket? Bare et par brudstykker. Så er det næsten, som om det kommer til at ske?” spørger Solveig sin veninde Emilie, der er forfatter. De har været veninder hele livet, og sammen er de to kvinder taget på road trip i Californien. Rejsen er en slags afslutning, for Solveig lider af den dødelige sygdom ALS.

Indimellem storslåede rejsebeskrivelser får vi i tilbageblik den levende fortælling om de to kvinders tætte, men ikke ukomplicerede, venskab op igennem barndom og ungdom – samt rørende scener fra den fremtid, som aldrig kommer.

Alle de liv udkommer den 5. februar.


Ud af ensomheden af Benedict Wells

Da Jules, Marty og Liz mister deres forældre i en ulykke, ændres deres liv dramatisk. Deres sorgløse og beskyttede barndom er med et slag ovre, da de tre søskende kommer på kostskole. De tre voksne søskende er gledet fra hinanden. Hver især tror de at være kommet over forældrenes død, da fortiden pludselig indhenter dem.

Ud af ensomheden eren bevægende roman om tab og ensomhed – og om spørgsmålet om hvad der er uforanderligt i os. Og først og fremmest: en stor kærlighedshistorie.

Ud af ensomheden udkommer den 8. februar.


Vejen til Alberta af Brian Dan Christensen

På den amerikanske landevej møder vi vietnamveteranen Walker på flugt fra en mørk hemmelighed. Under køreturen gennem Trumps Amerika fortæller Walker sin livshistorie, om krigstraumer og om at gå i hundene. Om hans efterfølgende mangeårige arbejde som ”bodyguard” – eller ”gorilla” for protestsangeren og verdensstjernen Phillip Boothman, der kan minde lidt om Bob Dylan. Boothman samlede Walker op da han lå i rendestenen og siden har han tjent som den feterede og elskede sangstjernes ”skygge” og udført alt hans lyssky arbejde, mens Boothman selv har solet sig i medierne.

Walkers loyalitet bliver imidlertid sat på en alvorlig prøve da den danske pige Ida pludselig dukker op til en af Boothmans legendariske koncerter. En vild romantisk affære udvikler sig katastrofalt og ved bogens start er Ida død og Walker på flugt fra politiet. Langsomt optrevles fortællingen for læseren gennem Walkers udlægning af begivenhederne.

Vejen til Alberta udkommer den 21. februar.


Pas på, hvad du ønsker dig af Jeffrey Archer

Harry Clifton og hans hustru Emma styrter til hospitalet, hvor deres søn Sebastian er blevet indlagt efter en alvorlig bilulykke. Imens finder et snedigt udtænkt magtspil sted i Barrington Shipping Company, hvor Don Pedro Martinez forsøger at forhindre, at Emma indtræder som formand og uden varsel tager den ukendte Cedric Hardcastle plads i Barringtons bestyrelse. Denne uforudsete omvæltning kommer til at ændre livet for alle i familierne Clifton og Barrington.

Pas på, hvad du ønsker dig er fjerde bind i CLIFTON-KRØNIKEN, en episk fortælling om magt og kærlighed, forræderi, hævn og familiebånd.

LÆS OGSÅ: Storslået og medrivende familiesaga af Jeffrey Archer

Pas på, hvad du ønsker dig udkommer den 2. marts.


Flammebæreren af Bernard Cornwell

England befinder sig i en tilstand af skrøbelig fred. Northumbriens vikingehersker, kong Sigtryggr, og saksernes dronning Æthelflaed har sluttet våbenhvile. Så nu får Englands største kriger, Uhtred af Bebbanburg, endelig chancen for at generobre det hjem, hans svigefulde onkel stjal fra ham for mange år siden.

Flammebæreren er den tiende bog i Bernard Cornwells serie ‘Saksernes fortællinger’.

LÆS OGSÅ: Bernard Cornwells vikinge-serie fortsætter

Flammebæreren udkommer den 8. marts.


Åndernes labyrint af Carlos Ruiz Zafón

Barcelona i slutningen af 1950’erne. Daniel Sempere, drengen der opdagede en bog, som kom til at forandre hans liv, er i gang med at afdække mysteriet om sin mors død. Et mysterium, der har åbnet en sorg og en afgrund i hans sjæl. Da Alicia Gris dukker op, skal hun vise sig at være den person, der hjælper ham med at finde forklaringen på familiens hemmelige historie – men til en meget høj pris.

Åndernes labyrint er en fortælling fuld af idenskab, intriger og eventyr. Denne roman afslutter Carlos Ruiz Zafóns store saga, De glemte bøgers kirkegård, der blev indledt med Vindens skygge i 2004.

LÆS OGSÅ: 10 smukke Carlos Ruiz Zafón-citater

Åndernes labyrint udkommer den 22. marts.


Det glemte brev af Jillian Cantor

I Østrig i 1938 må den unge Kristoff overtage sin jødiske mesters virke med at lave frimærker til tyskerne, da mester forsvinder under Krystalnatten. Selv om Kristoff sætter sit liv på spil, hjælper han den østrigske modstandsbevægelse med at lave falske identitetspapirer til jødiske familier. Da han midt i krigens brutale kaos forelsker sig hovedkulds i mesters datter Elena, må han finde en måde at redde hende og sig selv på.

I 1989 i Los Angeles støder Katie Nelson på sin fars frimærkesamling og sender den til vurdering hos eksperten Benjamin, som opdager et sjældent østrigsk frimærke fra 1940’erne på et brev, der aldrig er blevet afsendt. Katies far har Alzheimer’s, så for at finde svar på, hvor det mystiske brev kommer fra, rejser Katie til Berlin, hvor muren netop er faldet. Her bliver hun konfronteret med en familiehistorie fuld af lidenskab og tragedie, der går på tværs af kontinenter og generationer.

Det glemte brev udkommer den 27. marts.


Pasfotos af Einar Mar Gudmundsson

Pasfotos er en rejseroman, en kærlighedsroman og en udviklingsroman. Her er boblende menneskeliv og glødende ungdom, markante personer, sjove historier og grumme skæbner – det hele vævet sammen af Einar Már Guðmundsson sammen med velkendt snilde.

Romanen er den unge mand Haralds beretning om en længst svunden sommer, hvor han begiver sig til Norge for at arbejde og lære verden at kende. Men regnestykket tager ikke højde for kærligheden, som sætter streger i alle regninger.

Pasfotos udkommer den 6. april.


En dag vil vi grine af det af Thomas Korsgaard

Hvad sker der med en familie i underskud, som pludselig kommer til penge? Som endelig får det, de har drømt om? Vil alt nu endelig blive godt i hjemmet for enden af den lange grusvej lidt uden for Skive?

Thomas Korsgaard tog læsere og anmeldere med storm med sin debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi”. “En dag vil vi grine af det” fortsætter den stærke og sørgmuntre fortælling om Tue, der vokser op i et hjem, hvor børn overlades til sig selv, og hvor voksne ikke rigtig magter at være forældre. Det er en fortælling om ensomhed og fysisk og psykisk vold som en del af hverdagen. Men det er samtidig en lun og ikke-fordømmende karakteristik af livet i en hårdt prøvet familie, hvor realiteterne sjældent lever op til intentionerne.

LÆS OGSÅ: Jeg vil fortælle om “taberne”. Fordi jeg kender dem. Det er dét, jeg kommer af

En dag vil vi grine af det udkommer den 3. maj.