Fagbøger Romaner

10 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv

ligestilling, 8. marts, kvindernes internationale kampdag, bøger, feministisk litteratur, feminisme

Velkommen til bogfest i ligestillingens navn. Her er 10 fantastiske bøger, der giver dig indsigt i kvinders liv og lyst til at flekse ligestillingsmusklerne.

 


1. Til dig, der vil læse feministisk litteratur af højeste karat

 

Margaret Atwood, Tjenerindens fortælling, 10 gode bøger om stærke kvinderMargaret Atwoods Tjenerindens fortælling udkom første gang i 1985 og er her over 30 år senere så aktuel som nogensinde før.

Bogen foregår i en nær fremtids USA, der har forvandlet sig til diktaturet Gilead. De få fødedygtige kvinder, der er tilbage, efter at forurening har gjort befolkningen steril, er blevet placeret hos samfundets magtelite. De skal sørge for, at slægten videreføres. Hvis tjenerinderne nægter, straffes de med døden.

Tjenerindens fortælling blev opdaget af en ny generation af kvinder i forbindelse med, at bogen blev filmatiseret i tv-serien The Handmaid’s Tale, og tjenerindernes ikoniske uniform er blevet anvendt i demonstrationer for kvinders rettigheder i flere lande.

“En sand klassiker.” Læs anmeldelser af bogen her.

 


2. Til dig, der vil læse en virkelig fortælling fra kvindekampens frontlinje

 

Anne-Cathrine Riebnitzsky, Kvindernes krig, 10 gode bøger om stærke kvinderDu kender måske bedst Anne-Cathrine Riebnitzsky for hendes fremragende romaner, heriblandt Forbandede yngel, der vandt De Gyldne Laurbær.

I Kvindernes krig får du forfatterens sandfærdige beretning fra sin tid som soldat i Afghanistan. Her tilbragte hun 14 måneder i Helmand-provinsen og mødte de afghanske kvinder, der hver dag kæmper mod Talebans undertrykkelse og vold.

Kvindernes krig er en stærk personlig beretning om afghanernes kamp og samtidig en gribende fortælling om at være kvindelig soldat i Afghanistan, om den altid nærværende risiko og sorgen over faldne kammerater.

“Man læser med en klump i halsen.” Læs anmeldelser af bogen her.

 


3. Til dig, der vil opleve et samfunds skjulte kvindeundertrykkelse

 

Brit Bennett, Mødrene, 10 gode bøger om stærke kvinderMødrene af den amerikanske debutant Brit Bennett belyser kvindelivet på flere måder, der maner til eftertænksomhed.

Den 17-årige Nadia Turner vælger i al hemmelighed at få en abort efter en kortvarig affære med byens fallerede sportsstjerne, og i Mødrene oplever læseren, hvilke konsekvenser den beslutning har for hendes senere liv.

Læs udenlandsk omtale af bogen her.

Mødrene handler om kvinders forhold til hinanden på tværs af generationer, om mødre der mangler, og mødre der dominerer, og hvordan traditioner i et samfund kan føre til en kvindes næsten umærkelige undertrykkelse af sig selv.

“Poetisk og medrivende.” Læs anmeldelser af bogen her.

 


4. Til dig, der er nysgerrig på fjerdebølgefeminisme

 

Ludermanifestet, 10 gode bøger om stærke kvinderNikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Andersen er fjerdebølgefeminister, og de bliver ofte spurgt, hvad de egentlig kæmper for, og om det dog skal larme så meget?

I Ludermanifestet forklarer de tre feminister og forfattere deres dagsorden og fortæller om deres mærkesager.

Blandt mærkesagerne er først og fremmest, hvorfor det er så vigtigt at reclaime den kvindelige krop og seksualitet og gøre op med shaming, stempling og udhængning af kvinder.

“Kontroversielle, vovede og velargumenterende.” Læs anmeldelser af bogen her.

 

 


5. Til dig, der tør nærme dig en naturkraft i kvindeform

 

Dinas bog, Herbjørg Wassmo, 10 gode bøger om stærke kvinderDet er svært ikke at blive fascineret af Dina Grønelv fra Herbjørg Wassmos fremragende serie om Grønelv-familien.

Dinas bog er et portræt af en kompliceret, magtfuld kvinde, der både vil livet, men som også er plaget af skyld efter et tragisk uheld i hendes barndom, der resulterede i morens død. Selv siger Wassmo om sine kvindelige hovedpersoner:

“Jeg kan godt lide at skrive om mænd. Men der er så mange hovedroller til mænd i litteraturen, så det er lidt befriende at give kvinderne plads. Det er jeg egentlig godt tilfreds med.”

Du husker måske også Ole Bornedals filmatisering Jeg er Dina fra 2002, der sagtens tåler et gensyn.

 

 


6. Til dig, der vil læse om en kvindelig frontløber i retssystemet

 

På ofrenes side, Anne Birgitte Stürup, 10 bøger om stærke kvinderAnne Birgitte Stürup har som anklager ført nogle af de største sager i nyere dansk retshistorie – blandt andet mod Amagermanden.

Læs et uddrag fra bogen her.

Som ung valgte Stürup at blive anklager, et mandsdomineret erhverv, fordi hun overværede en retssag, hvor hun – til sit store chok – oplevede, hvordan ofret blev behandlet som medskyldig i den voldtægt, hun havde været udsat for.

“Uanset hvordan kvinden levede sit liv, havde hun ikke bedt om at blive voldtaget en novemberaften i regnvejr,” siger Anne Birgitte Stürup.

Læs hendes historie i På ofrenes side, der udkommer den 9. marts 2018.

 


7. Til dig, der vil læse en feministisk klassiker

 

Fay Weldon, Udvalgte noveller, 10 gode bøger om stærke kvinderFay Weldon samler i Udvalgte noveller sine bedste tekster fra fire forskellige årtier: 70’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne.

I sit forord reflekterer Weldon over, hvordan kvinders plads i samfundet har ændret sig gennem de fire årtier, fra stadig at være delvist undertrykt i hjemmet i 70’erne til at være nødt til at finde arbejde i 00’erne.

Læs et lyn-interview med forfatteren her.

Udvalgte noveller indeholder også helt nye historier fra kultforfatteren Weldons hånd.

“Morsomme og uortodokse noveller.” Læs anmeldelser af bogen her.

 

 


8. Til dig, der vil en have en kærlighedsroman, hvor prinsessen redder sig selv

 

Det ender med os, Colleen Hoover, 10 gode bøger om stærke kvinderRomance-genren er til tider udskældt for at fastholde kønsstereotyper, men de senere år har friske vinde blæst i kærlighedslitteraturen.

I Det ender med os af Colleen Hoover møder vi Lily, der falder for den flotte neurokirurg Ryle. Det er næsten for godt til at være sandt, og som tiden går, er der alligevel noget ved Ryle, der giver skår i glæden. Da Lilys ungdomskæreste Atlas en dag dukker op, trues alt, hvad Lily og Ryle har bygget op sammen.

Hvad der så sker, skal ikke røbes her, men vi kan forsikre jer om, at Lily ikke behøver at blive reddet af prinsen på den hvide hest …

“Forrygende spændende, lækkert skrevet.” Læs anmeldelser af bogen her.

 


9. Til dig, der vil læse en personlig beretning om nydansk kvindekamp

 

Geeti Amiri, Glansbilleder, 10 gode bøger om stærke kvinderGeeti Amiri blev kendt i Danmark som mønsterbryder. Selvom hun var opvokset i en flygtningefamilie på kontanthjælp, var det lykkedes hende at klare sig godt og komme ind på en videregående uddannelse.

Men billedet var et glansbillede, hvor der ikke var plads til alle de mørke sider af hendes fortid.

Glansbilleder er Geeti Amiris personlige beretning om en opvækst som flygtning i Danmark.

Om kultursammenstød og kampen for retten til eget liv. Om vold og tvangsfjernelse. Om flugten fra Afghanistan og ankomsten til Danmark. Om at finde sine rødder, lære af sine fejltagelser og tro på, at det gode sejrer – trods alt.

“Yderst velskrevet … et stærkt og vigtigt vidnesbyrd.” Læs anmeldelser af bogen her.

 


10. Til dig, der vil have stor litteratur og det skarpe blik på kvindens plads i samfundet

 

Jane Austen, Overtalelse, 10 gode bøger om stærke kvinderJane Austen kan som få forfattere skrive både spidende satirisk og gribende om kvindeliv og skæbner. Overtalelse er ingen undtagelse.

10 ting du (måske) ikke vidste om Jane Austen.

I romanen møder læseren Anne Elliot, der lader sig overtale af sin familie til at bryde forlovelsen med sit livs kærlighed. Den beslutning forfølger hende, og gør hende mere usynlig for hvert år, der går.

Men da hendes tidligere forlovede uventet vender tilbage i hendes liv, må Anne tage en beslutning. Vil hun denne gang gå imod sin familie?

“Ikke bare Austens sidste roman; den er også hendes hovedværk.” Læs anmeldelser af bogen her.

 


Rigtig god læsning!

Vil du fortælle os om en bog, vi mangler på listen? Vi hører gerne fra dig på vores facebookside.